• ···

Bytte liv

Gårdmand Bjørns nyeste påfund er at han vil have, vi skal bytte liv for en stund. Han og jeg. Han vil prøve at være mig og jeg skal prøve at være ham.

Jeg må have set inderligt modvillig ud, da han præsenterede mig for sin, efter egen ydmyge mening, formidable idé. For han kastede sig straks ud i beskrivelsen af alle de fortræffeligheder, en sådan plan havde.

“På lørdag? Kan vi ikke prøve det lørdag?”

Jeg påpegede at han så ville komme til at være alene hjemme, idet jeg så – i hans skikkelse – ville skulle sove i telt med First Man på en fædretur med klassen.

“Nå ja, for pokker… ”

“Jamen så søndag?”

Jeg sagde ikke noget.

“På søndag vil jeg være dig, så skal jeg drikke en masse te og bestemme.”

Hvad det var han ville bestemme, kom han ikke nærmere ind på.

Jeg spurgte hvad jeg så skulle foretage mig, mens jeg var ham: “Jeg gider ikke at sidde og se fjernsyn i flere timer. Eller prutte lige så meget som dig”

“Du behøver ikke at prutte” kom det velvilligt.

“Du skal være sød. Gøre søde ting. Massere din mor. Og det er mig! Lege med Nikolaj, se lidt fjernsyn og den slags. Og lave mine lektier!!”

“Og så skal jeg også sende dig i bad” Han smilede stort ved tanken.

Jeg sukkede og bare tanken om dette arrangement i mange timer gjorde mig meget træt. Hvilket han lynhurtigt sporede.

“ÅÅÅÅrh pleeeeeeeeease, mor. Det er så sjovt. Det er et eksperiment. Inde på Ramasjang-punktum-dk. Man kan bytte familie.”

“Men vi kan nøjes med at blive her og bare bytte med hinanden. Så er jeg dig og gør det du gør. Undtaget regninger, og alt det der er svært”

Og bortset fra den mindre detalje, som mit manglende samtykke, så sludrede han løs om at han glædede sig til at drikke te, bestemme og så sende mig i bad.

“Laver du så også aftensmad” Forhørte jeg mig håbefuldt. “Vi skal have forloren hare”.

“Hvad er forloren?” ville han vide.

“Forloren, er noget som er falsk. Noget som ikke er helt rigtigt”

Der var helt stille. Han havde åbenbart glemt sit bytte-roller-for-en-dag projekt.

“En falsk hare.” Gentog han undrende. “Er det så en kanin?”

Allerede længe siden

Nu er det 3 måneder siden vi kom hjem. Og det føles som flere år.

Det føles faktisk som om vi aldrig har været afsted. Forbløffende hurtigt er vi tilbage i vaner og dagligdag som vi var det før turen på Æblebakken.

Dette er også tilfældet for madpakker.

Da jeg ikke skal skynde mig ud af døren sammen med de fem skolesøgende personer i husstanden, står jeg meget naturligt for madpakkerne.

Lad mig sige det sådan, jeg har ikke savnet at lave madpakker. Overhovedet ikke. Og slet ikke til fem mennesker.

Og de må jo gerne være lidt sunde og hyggelige og alt det der. Leverpostej findes ikke i vores køleskab, så man må jo være lidt kreativ.

Min kreative sans kan imidlertid ligge på et meget lille sted kl. 6.42.

Ikke desto mindre bliver der spist op og det samlede indhold rost til skyerne af alle.

Og det bedste af det hele er at alle har fået tre stykker frugt/grønt indenbords når de rammer matriklen igen om eftermiddagen og resten af de der seks stykker (otte stykker ER altså at stramme den) kan de hive hjem i løbet af eftermiddagssnack – som her i huset hedder et besværligt fransk ord “Goûter” og er et selvstændigt måltid på lige fod med morgenmad – og så aftensmad.

Jeg tror helt ærligt at mange giver op på halvvejen med de der otte stykker.

Hvornår skal man lige have tid til at spise alle dem? Jeg kan få listet fem-seks stykker i firkløveret med lidt held, men otte? Det synes ganske umuligt.

First Man mente i øvrigt først, at han i hvert fald ikke skulle have madpakke med. Det var noget pjat og han kunne spise når han kom hjem.

Godt så.

Men med det fysiske arbejde han udfører i løbet af en dag, mente jeg at han godt kunne klemme en lille rugbrødsmad ned, så en sådan fik han med i en pose.

Hvorpå han kom hjem, højt jamrende over at den ikke havde været stor nok. Den havde tværtimod bare vækket hans appetit.

Så nu får han madpakke med ligesom alle de andre!

En helt i uheld.

Nu er jeg dampet så tilstrækkeligt meget af, at jeg kan fortælle om det, uden tasterne begynder at smelte.

Nogen ville i byen fredag aften, hvilket er okay, man skal jo lære det og da han nogen hverken drikker eller ryger, samt altid er kommet hjem til aftalt tid, var der grønt lys for det!

Og nogen forsvandt ud i natten. På cykel. Og aftalen var også at han gerne måtte tage hjelmen af ude i mørket, så ingen fik at se at han rent faktisk kører med den. Noget af vejen.

Da klokken nåede, og derpå fjernede sig fra hjemkomsttidspunktet og jeg begyndte at blive nervøs, puffede jeg til First Man og forhørte mig om det nu også var kl. lidt sent nogen skulle være hjemme igen, eller først kl. meget sent.

Min søde mand kunne så meddele mig, at vores unge, og lige knapt så håbefulde, søn var på vej hjem til fods.

For cyklen var blevet stjålet.

Hans søsters cykel.

Med kurv, lygter og hjelm og hele baduljen.

Allerede her begyndte jeg at lægge i kakkelovnen. Store gedigne brændeknuder. Og godt med blus på.

For jeg ville vædde hvad det skulle være med, at han ikke havde låst sin søsters cykel.

Og jeg havde helt ret.

Og mand, hvor fik han skæld ud.

I over 10 minutter.

Der midt om natten. Nøøøj, hvor var jeg gal.

Og i øvrigt meget glad for, at han havde et job, så han kunne købe en ny cykel til sin søster.

Den stakkels, og meget ulykkelige dreng, sagde ikke ret meget. Ikke andet end: “Ja det skal jeg nok”.

Og så blev han sparket i seng..

Næste dag, hvor jeg trods alt var begyndt at tale til ham igen uden at hvæse, var han blid som et lam. Støvsugede af sig selv. Og den slags. Smilede også til sin lillebror.

Han fik også et trøstende knus. Faktisk. Så helt rendyrket ond var jeg dog ikke.

Efter aftensmaden, ville jeg ud og kigge efter cyklen. Den måtte være der. Det skulle den bare være. Smidt et eller andet sted. Vi bor jo ikke i Københavstrup, ovre på Djævleøen.

To gange har vi fået stjålet cykler og begge gange er de blevet fundet igen,  herude på landet.

Så jeg fyldte det røde lyn med børn og afsted drog vi. Ledte her og hist, oppe og nede og mange andre steder. Og så tilbage til åstedet.

Før vi endnu engang delte os, for at vandre rundt i eftersøgningshold, ville jeg alligevel tjekke bagsiden af hækken ved cykelstativerne. Og sendte Gårdmand Bjørn ind for at lede.

Bingo!

Et styks søsterlig cykel blev fremdraget fra undersiden af en bøgehæk.

Og der var indtil flere der blev meget glade. Både cyklens ejermand, den uheldige helt og cykelfinderen og så mig selv. Af forskellige, men åbenlyse årsager!

Da jeg sagde godnat til ham sagde han: “Puuh det var godt vi fandt den. Jeg var så ked af det. Mest fordi jeg vidste det var dumt at jeg ikke havde nøglen med.”

Og jeg sagde en stille bøn, og takkede for at min dejlige dreng er så god som han er. Trods alt!

Folk siger nogen gange til mig: “jooo, men du er jo slet ikke helt sikker på at han ikke drikker eller ryger i smug, eller laver andet skidt.”

(Det bliver gerne sagt af den slags mennesker, som af hjertet håber at det faktisk forholder sig sådan, for det er virkelig snyd, at jeg ikke skal have samme problemer som alle andre)

Og nej, jeg er ikke sikker, men som udgangspunkt stoler jeg på dem.

De har før lavet tossede ting, naturligvis og heldigvis, men de er altid kommet hjem for at tilstå. Og når straffen ikke helt står mål med hvad de frygter, og de ser at vi sagtens kan snakke sammen om hvordan og hvorfor, så er det med tilståelser ikke helt så svært, og egentligt bare noget der skal overstås.

Som deres bramfrie mor (det er så mig) siger: “hvis du har nosser nok til at gøre noget dumt, så må du have nosser nok til at tage skraldet”

Og det har de så – alle fire!

Og ja, jeg ved det godt: de kunne virkeligt være meget værre!!

En dag på min telefonsvarer..

Jeg er glad for min telefonsvarer.

På mobilen altså.

For jeg tager meget sjældent min telefon, af den årsag at jeg som oftest har den på lydløs når jeg er ude i verden og i øvrigt omkring andre mennesker.

Selv hader jeg inderligt at blive delagtiggjort i andre menneskers fortrædeligheder, det være sig deres underlivsproblemer eller hvad de skal have til middag.

Dette – altså min telefons lydløse tilstand – medfører en del beskeder på min såkaldte voicemail. Som jeg tit glemmer at aflytte, efter devisen, hvis folk vil mig noget vigtigt så ringer de nok igen eller sender en sms!

Ulempen ved at glemme at aflytte min voicemail ofte nok, er at når jeg så aflytter den tager det det meste af en halv time idet der er en del der skal høres igennem. Men det er ofte meget morsomt at aflytte.

Således også forleden hvor jeg kunne aflytte følgende beskeder indtalt af min yngste søn.

Besked nr. 1: “Hej mor! Vi er kommet hjem.. øhh.. Jeg tror nok far har ringet til dig.. men hvor er du henne? det var bare det, hej!”

Jeg havde nemlig forladt hjemmet for at købe ind og da jeg regnede med at indfinde mig på matriklen inden alt for længe samt visheden om at der var en far tilstede, gik jeg ud fra at det nok ikke var livet om at gøre.

Jeg bliver nemlig meget ofte ringet op – især af Gårdmand Bjørn – og får fortalt om oplevelser, spændende bevares, men som ikke ville tabe det mindste i nyhedsværdi hvis jeg først hørte om dem, når jeg var kommet hjem igen…

Hvilket besked nr. 2 også vidner om:

“Hej mor, det er mig igen. Undskyld men øhm, mig og Rasmus, vi har, altså Rasmus fra min klasse, vi har aftalt at – jeg har fået lov af far – at på søndag ikk’? Så tager jeg ned til ham ved ettiden…” (jeg mindes ikke at have sagt nej til den slags med mindre vi altså skulle noget andet)

“Det var bare det. Og så leger vi sammen hjemme hos ham.” (jeg håbede ikke min søn mente at jeg skulle lege med..)

“Og så skal du bare ringe til hjemmetelefonen.. eller til mig! Til mit nummer ikk’?” (Der må være gået en prås op for ham)

“Gårdmand Bjørn Rex-punktum crosskører” (nogen burde fortælle den dreng om forskel på mobiltelefonnumre og emailadresser) og så øhm blir’ det godt. Okay? Vi ses.”

Der var stille lidt og så kom det:

“Kys” og så en meget våd smaske-kysse-lyd hvorpå han lagde på.

Gid man kunne gemme de der små beskeder altid. Men efter 14 dage bliver TDC sur og så forsvinder de.

Desværre.

Mormors stuer!

Prinsessen og jeg forlod øen for et par timer. Forcerede noget vand, et par broer, en dæmning og et ikke uanseeligt antal øer.

Vi landede behageligt i Lisbeths favn, foran Mormors Stuer lige ved Tranekær på Langeland!

Snak og latter genlød i de gamle herlige stuer, fulde af lækre lopper og ting man absolut ikke kan leve uden.

Hvad vi grinte sådan af, var bestemt hverken stuerent eller blogvenligt, så hvis I er nysgerrige, burde I selv tage en tur derover en lørdag eller søndag!

Der var mange på besøg i stuerne, og stemningen gjorde at alle snakkede løs på kryds og tværs.

Vi forlod de hyggelige stuer igen, med både lyserødt julepynt og en enkelt madonnastatue som skulle have plads blandt de andre hjemme i møllen på øen – denne gang vores egen ø – samt en lille flaskebakke der er stor nok til en champagneflaske!

Jeg kan varmt anbefale at gøre holdt i Mormors Stuer, om ikke andet så for at grine!

 

Older posts