• ···

Sand-Art

Det som jeg bedst kan lide, når vi nu i går fik afklaret hvad jeg mindst kan lide, ved en tur på stranden om aftenen, er sand-art.

Mit eget ord for sandslotte eller andet finurligt langs vandkanten.

Nyd lige disse:

Og til sidst en bitte krokodille. Folk er meget kreative på vores strand!

Der var naturligvis mange flere – men disse var så flotte jeg ikke kunne lade være med at tage billeder af dem.

 

Gå tur på stranden

Det er en fornøjelse.

Ren fornøjelse.

At gå på stranden.

I godt vejr, en stille aften.

Mens man lytter til vandets stille skvulpen mod strandkanten.

Mærker sandet mellem tæerne.

Man samler en sten op. Beundrer noget særligt flot strandkunst.

Tager et billede eller 200.

Og så..

Det må faktisk føles som hvis man af vanvare kom til at punktere silikonebrystimplantater med foden.. En våd og meget splattet fornemmelse. Og ret klistret.

Ikke at man sådan til daglig render rundt og jokker på Posh Spice eller andre plastikfagre damer. Men de ligger på strategisk meget dårlige steder de dersens silikoneklatter. Så man kommer til at træde på dem. Men jo altså ikke med vilje.

Her vil jeg godt lige indskyde at jeg mangler et andet ord for “med vilje” som altså lyder en anelse tamt på dansk. Det lyder af fem år og slåskamp på gul stue.

Og det var virkelig ikke min intention at lave massedrab på strandens dyreliv, men de lagde sig som sagt ret uhensigtsmæssigt i forhold til min gåtur.

Nå, men når jeg man så har hoppet på et ben ned i vandet for at skylle det klistrede gélé af, så er det som om gåturen sættes lidt i perspektiv og man forstår pludselig det praktiske i generelt at tage gåture langs strandkanten iført klipklappere.

Så får man nemlig ikke vandmænd mellem tæerne.

 

Hunde, mænd og deres legetøj

First Man er meget glad for at være flyttet hjem.

Hjem til sit hus, sin have, og ikke mindst sin havetraktor. Den har han savnet!

Meget.

Jeg er sikker på at vi har landsbyens mest veltrimmede plæne. Den bliver nemlig klippet inden den har brug for det. Og kun af First Man himself. Zorronaldo tilbød ellers at han kunne slå græs, men det var bestemt ikke nødvendigt!

Mens First Man så kører rundt og slår sit allerede korte græs, render Blondinen rundt om ham, enten foran eller bagved, det kommer lidt an på hvor hendes mange bolde ligger henne, men i hvert fald følger hun med sin herre og mester rundt i hele haven.

Vi andre?

Vi griner!

Snobrød og pandekager

Vi leger sommer, nu hvor varmen er kommet til byen. Så for ligesom at have noget interessant til fotoalbummet, så fik vi lavet snobrød og pandekager på bålet.

Lækker aftensmad faktisk.

Og nem.

Når man så dertil lægger et par paptallerkner og nogle papkrus, så var opvasken egentlig også til at overse!

Jeg har tit manglet gode opskrifter på snobrød men jeg fandt denne her i gemmerne og den var god:

Snobrød

50 gr gær.

1/2 liter mælk lunes med

50 gr. smør.

800 gr mel

Salt

Dejen samles som en almindelig gærdej og hæver i en times tid. Den smager godt både med pølser eller marmelade i!

Pandekageopskriften var også ny – eller nej det var den ikke – men ny for mig, for jeg har aldrig brugt den opskrift før.

2 æg

6 dl mælk

6 dl mel

salt

sukker

Det hele piskes sammen og hældes på en kande så det er nemt at få på bålpanderne!

Og så kan man tilføje smag. Man kan putte orangeblomst i, hvis man er til det. Eller vaniljesukker. Grand Marnier eller Pernod hvis det går højt!

Vi puttede et par drys vanilje i. Og nød livet!!

Ren postkortsidyl..

Det røde lyn!!

Jeg er simpelthen kommet tilbage på hjul igen!

Egne hjul!

Efter mere end fire uger til fods.

Okay, der er så ikke plads til os alle på en gang, hvilket stadig besværliggør vores færden lidt. Det involverer en del planlægning, kendskab til busplaner og den slags.

Det er også lidt af en udfordring at mase tre børn ind på bagsædet (uden døre bagi) for slet ikke at tale om, hvordan vi folder First Man ind i den. Det tager sin tid.

Men den har en del andre, og meget åbenlyse, fordele.

Den er pæn.

Den er rød.

Den ligner en sportsvogn.

Den var billig.

Og den kører fint. Mindst en omgang syn endnu, siger Jan. Hvilket vil sige fire års transport.

Det er Jan som fandt den, Jan – I ved – verdens bedste mekaniker. Sådan en af den slags mennesker, som giver hånd på handlen, også selvom man ses i morgen. Eller måske netop derfor. Der kom nye bremser i det røde lyn, samt en helt ny jydekrog så First Man Trailerman slipper for at gå til genbrugsstationen. Der hører også vinterdæk til og fælgene er endda sådan nogle Gårdmand Bjørn også godt vil være bekendt at køre med!

Jan har ansvar for at vi er vel – og selvkørende – og har været det, de sidste mange år. Et job han varetager på allerbedste vis! Og såfremt Jan synes at First Man har brug for at komme i bedre form, så finder han en Golf der har svært ved at starte, til ham.

Han fandt også den Fiat Punto jeg fik min fartbøde i. Det røde lyn skal dog ikke have fartbøder, eller parkeringsbøder for den sags skyld, for så stiger prisen for de fire års billig transport drastisk.

Hvorom alting er, jeg kan nu helt selv tage ud og købe ind, uden at skulle bestille privatchauffør eller være nødsaget til at låne andres biler, som alle har forskellige måder at bremse på og som ikke har indstillet andre radiokanaler end P1, hvilket er alt for søvndyssende for mig.

Jeg er i hvert fald meget glad for lynet.

Har endda taget mig selv i at sidde og lave billyde mens jeg kørte hjem fra Jan, men de kunne sagtens kamufleres bag et diskret host!

Older posts