• ···

Vejret, med mere.

Vi skal simpelthen snakke om vejret.

Uoriginalt men sandt.

Ikke desto mindre var det ret spektakulært at være på besøg i Svendborg igår. Vi kom godt nok ikke så langt.

Kalenderen står på sommer, endda på sommerferie, men det er som om sommeren er taget på ferie – uden os – og jeg har den meget mistænkt for nu at være i de varme lande.

Jeg plejer ikke at være så interesseret i vejret. Jeg har ikke så meget imod dårligt vejr. Jeg har noget imod at fryse, eller at blive sjaskvåd, men at råbe op over det, nej det plejer jeg ikke. Vejret er lidt ligesom de ansatte hos SKAT.dk. De bliver ikke anderledes og kan ikke gøre for det.

Så jeg har for det meste altid taget vejret som det kom. Men nu.. Jeg vil altså godt have sommer nu.

Blev der sagt…

 

Dagligdag med elastik i

Haves: travlt

Ønskes: tid

Såre simpelt og meget banalt.

Ikke desto mindre løber jeg rundt. Og har svært ved at sige nej til noget – det er jo så spændende – og tænk hvis jeg gik glip af noget.

Foreløbigt er det eneste jeg er gået glip af indtil videre, min nattesøvn. Og jeg helt rundt på gulvet af kun at sove max. 6 timer pr. nat.

Men så var der lige en skoleafslutning der skulle overstås. Det var en af de bedre, idet jeg blev bænket mellem Lene og Kirsten, som er to af mine absolutte yndlingsmennesker og der kunne jeg spise min pølse i ro og mag.

Jeg skulle også lige til lægen.

Og i den forbindelse vil jeg godt klage til nogen. Jeg troede jeg havde en aftale. Ved ikke helt med hvem, men jeg var overbevist om at nogen ville have fået smittet befolkningen med smil og hilsner.

Dette var ikke tilfældet hos min læge, hvor jeg indfandt mig i går morges. Jeg kom – efter at have kørt kortet igennem – ind i venteværelset hvor jeg højt sagde: “Godmorgen”

Der sad tre mennesker. Tre. Ikke én af dem svarede. De stirrede blot uhæmmet på mig med undrende blik. Jeg vil ikke udelukke at et par franske eder fandt vej ud af min mund, men det var altså for dårligt.

Jeg ved ikke hvad det er der sker i folks hoveder, hvordan man kan sidde og se – og høre – på at et menneske kommer ind og HØJT siger godmorgen, uden at tage til genmæle.

Kom nu ind i kampen igen folkens, nu var jeg lige så glad for at være kommet hjem.

Men jeg skal nok lade være med at brokke mig, for i aften indfinder First Man og den fortabte søn Zorronaldo sig på matriklen igen

 

 

 

Indrømmelse nr. jeg ved ikke hvor mange…

Jeg er holdt op med at tælle de der indrømmelser. Det begynder faktisk at blive lidt pinligt.

Sådan åbenlyst at udbasunere det faktum, at jeg har en rygrad som en våd regnorm.

Men jeg må jo til det. Og indrømme – hvor svært det end er – at jeg har revideret mit syn på det der A-kasse halløj!

Jeg var på besøg hos en sød rådgiver, som faktisk kom med brugbare råd. Det var så ganske afgjort ikke den rådgiver der fik afleveret sin uvenlige besked på min telefonsvarer. Denne her kunne endda grine – og jeg fik en direkte mailadresse – hvor heldigt var det lige?!

Så nu smider jeg den ene ansøgning efter den anden afsted, altså ikke til jobrådgiveren, men til alverdens firmaer, i håb om at nogen vil bide på krogen.

Problemet er jo lidt at man skal skrive århundredets ansøgning… indtil flere gange om ugen.

Så jeg har travlt…

Ikke med at blogge, men med at skrive alle disse fantastiske ansøgninger. Har åbnet CV’er hist og her og alle vegne. Og er skam også kommet på det der Linked-in. Ja, ikke som Kong Mor naturligvis, men sådan som en der leder efter job.

Så skulle jeg have nogen til at tage et billede af mig. Til Linked-in.

Fik i den forbindelse en mindre mental nedsmeltning.

Kunne jeg finde et billede jeg kunne bruge til at smide på en Linked-in profil i blandt de langt over 10.000 billeder jeg har mast ind på min harddisc? Nej da. Overhovedet ikke. Jeg fandt et enkelt et fra julen 2006 hvor jeg har en englehat på.

Der var en masse fra da jeg var 18 eller deromkring, og så nogle fra de talrige gange jeg har haft fødselsdag. Men intet andet. Derimod en kvart million af First Man og Firkløveret. Og indtil flere fine portrætserier af Blondinen. Men af mig?

Jeg råbte ophidset op om, at såfremt jeg døde i morgen, ville de ikke kunne huske hvordan jeg så ud. Men det tog de med ophøjet ro. Jeg antager at de har hørt mig råbe op om den slags mange gange før.

Men i hvert fald, jeg skulle have mit kontrafej på den der Linked-in så jeg satte Divaen til at tage nogle billeder med et Canon EOS 500D.

Ikke en udpræget succes, hvis jeg nu selv skal sige det.

Om jeg fatter at nogen engang har villet betale for at få billeder af mig? Gad vide om man egentlig kan vokse sig fra at være fotogen?

Lukkede øjne, sære grimasser, det ene øje væsentligt større end det andet, samt – men som trods alt ikke har det fjerneste at gøre med at være fotogen eller ej men meget lidt flatterende – en yderst synlig dobbelthage.

Der endte med at være sølle to billeder, ud af jeg ved ikke hvor mange, der kunne bruges. Det er naturligvis også nok, jeg skulle jo kun bruge et.

Er dog voldsomt fristet til at lave det ene billede – som jeg har siddet og fotoshoppet i timevis – til profilbillede på absolut alt hvad jeg deltager i af mediesocialt hejs. Men mon ikke det er for gennemskueligt?

 

At udtrykke sig.

Jeg er lidt træt i ørerne for tiden. Og det har faktisk været et tilbagevendende problem i de sidste par uger.

Jeg får respit i intervallerne mellem dagens måltider. For så såre jeg har sat maden på bordet, og vi starter vores fælles måltid, er der en mund som åbnes.

Og det er ikke fordi noget vil ind – i form af mad og sådan – nej, det er fordi der er noget der vil ud.

I form af ord.

I form af en ganske kolossal mængde ord, der uhæmmet vælter ud over tandsæt, bøjle og læber.

Ord om alt muligt, og umuligt, og når Prinsessen – for hende er det – midt i en eller anden sætning, kommer i tanke om andet spændende, meddeler hun at vi om lidt kan vente os en ny fortælling om denne tildragelse.

Hvilket giver nogle usandsynligt lange enetaler, som hopper fra det ene emne til det andet.

Det er en anelse svært for os andre at få bare det mindste ord indført, og skulle man være så heldig at få sagt til Divaen at Hannah stadig så lige så sød ud, stopper det straks talestrømmen på den anden side af bordet og Prinsessen bryder ind med et lille “Hvem?” eller måske med et “Hvad?”

Intet vil hun gå glip af.

Når hun har fået stillet sin nysgerrighed, eller hvis en anden har været så heldig at kunne pippe en bitte sætning eller to uden afbrydelse, venter hun lettere utålmodigt og tager straks tråden op, præcis hvor hun var før jeg nævnte det med Hannah.

Ofte taler hun ikke til nogen bestemt, men mere ud i luften for at være sikker på at en eller anden lytter. Vi lytter som regel også, idet det meget tit er ret morsomt alt det hun beretter, men efterhånden som minutterne går og ordkilden ikke ser det mindste ud til at udtørre, bliver vi alle lettere distræte og måske lige knapt så opmærksomme som før.

Dertil lægges, at nogle af os måske har hørt fortællingen mange gange før, men hvis der befinder sig et nyt sagesløst uvidende offer ved bordet, bliver vi andre tvangsindlagt til at høre hændelsen på ny, dette afstedkommer gerne højlydte suk fra de andre eller et pludseligt kald for at tage ud af bordet før tid, hvilket ingenlunde generer den talende.

Da jeg ikke er tilhænger af, at man taler mens man har sin mund fuld af mad, må hun bremses – desværre ret brutalt – for overhovedet at kunne indtage føde. Hun stopper i ganske få minutter mens hun sluger sin mad, hvorefter hun ufortrødent fortsætter.

Kongemoderen – min altså – mener bestemt at det var fordi Zorronaldo er fraværende, at Prinsessen udnytter den forholdsvise ro der herskede ved måltiderne siden vi rejste hjem.

Prinsessen fortalte da også, at hun engang, i Frankrig, havde prøvet at holde mund under et helt måltid, men at ingen lagde mærke til det, og hendes forargelse ville derfor ingen ende tage og at det i øvrigt nu var hendes tur.

Jeg må dog indrømme, at jeg har mine tvivl hvorvidt det virkelig lykkedes for Prinsessen at holde mund et helt måltid igennem. Jeg mindes ikke selv at det er sket, men jeg kan naturligvis tage fejl.

Hvorom alting er, den føromtalte ro er nu ganske hedengangen og det har sløje udsigter med at få den genoprettet, for fra på lørdag er der igen to til at slås om taletiden, såfremt de da ikke bare taler i munden på hinanden, som de plejer.

Jeg overvejer seriøst at investere i et par ørepropper. Eller måske en ordprop…

Jane Austen eller sådan noget.

Vi har fået besøg.

Divaens veninde, og Fionas datter, er på besøg. Ganske hyggeligt som den slags besøg nu engang er. Jeg beklager kun at Fiona ikke kunne finde plads i kufferten.

Vi andre i familien, har følt os hensat til Jane Austen noveller, eller malerier af P.S. Krøyer, i hvert fald et andet årtusinde, idet de to unge damer har promeneret. Oftest i landsby og omegn, men til tider i haven, hvor de har vandret lange ture, med hinanden under armen.

 

Blondinen fulgte med som anstandsdame. På afstand.

Der manglede kun de lange hvide kjoler og blondeparasollerne, men vejret er jo også en anelse ustabilt til blondeparasoller.

Older posts