• ···

… suk

Jamen hvad skal jeg sige?

Jeg vidste det ville komme. Det er den eneste logiske fortsættelse af en flytning; læsning af flyttebil, rejse til nyt hus – også selvom det var et hus som er vores i forvejen – omvæltning, påbegyndelse af nyt kapitel.

Og så.. ankomst af flyttebil og INDFLYTNING.

Jeg vidste det godt… Men jeg havde bare fortrængt det.

Det føltes så dejligt som en slags ferie. Det var det bare slet ikke alligevel.

Overhovedet.

Det var rod. Rod og hurlumhej.

Eller, nej det passer faktisk ikke. Der var skilte over det hele. etiketter på kasserne, så jeg kunne faktisk bare gå igang med at tømme kasserne pr. rum. Alt stod hvor det skulle. Det så bare ret uoverskueligt ud og jeg tænkte flere gange: HVORDAN kommer jeg dog til bunds i alt dette?

Jeg måtte ligeledes slås mod trangen til at give efter for en del akut opståede behov. Ikeabehov.

Møbler, jeg pludselig overhovedet ikke kan leve uden.

For hvor skal jeg ellers stille mine kagedåser? Kopper og andre blæredimser?

Der er ingen billeder af selve udpakningen, for jeg havde ikke tid.

Jeg pakker ud!

 

Ikke et øje tørt!

Noget skulle overståes ret hurtigt; lidt i stil med “op på hesten igen”. Jeg havde ikke lyst til at lade Firkløveret gå i sommermode nu allerede her i maj.

Derfor skulle der aflægges et besøg på skolen.

Nogen – især dem på 10 og 13 år – var noget nervøse for hvordan det nu ville gå.

Også selvom de har haft kontakt med vennerne i de sidste to år. Det er alligevel noget andet at komme tilbage i en klasse, man har forladt.

Der er kommet mange ændringer på skolen siden sidst, der er blevet bygget meget om, lokalerne er blevet større, lysere, og i det hele taget super lækkert.

Det er med allerstørste glæde at jeg kan sige at alle deres bange anelser blev gjort til skamme. De – og jeg – blev modtaget med åbne arme af såvel lærere som elever.

At se Mathias, Rasmus og Gustav komme med glæden lysende ud af hele kroppen for at sige goddag og velkommen igen, til en Gårdmand Bjørn der var tæt på et hjertestop af nervøsitet, var fantastisk. Og så Nikolaj naturligvis, men han havde skam allerede spredt nyheden om hvem der lige var kommet hjem i Pinseferien!

Jeg forlod Gårdmanden og gik tilbage til min kaffe på lærerværelset sammen med Prinsessen. Der gik ikke mere end to minutter – nyheder spredes hurtigt – før et utal af fnisende tøser kastede sig over Prinsessen og bortførte hende.

Jeg kunne så sidde og snakke med mennesker som er oprigtigt interesserede i mine børns ve og vel, om de forgangne to år.

Prinsessens klasselærer ville gerne have hende ind i klassen så hurtigt som muligt, så hun kunne komme igang før ferien, og Gårdmand Bjørn var også hjerteligt velkommen!

Havde det så været i Frankrig, er jeg ret overbevist om at de havde smilet venligt, men derpå takket bestemt nej! HVEM vil frivilligt i skole??

Det var ikke tilfældet her: De glæder sig begge meget til at starte i deres helt egen skole igen. Og det er jo dejligt at vide.

Det var en enorm lettelse at få sådan en velkomst. Det er ikke nemt at vende tilbage til noget man har forladt, når man har lært en masse andet i mellemtiden!

Og således beroliget kunne de kaste sig frådende over denne skål.

De sidste skal blive de første…

Eller sådan noget.

Dette bliver et noget kortere blogindlæg, end jeg lige havde planlagt, idet jeg skriver på en ramponeret bærbar fra ruder konges tid. Musen er absolut ikke-virkende og nogen har muligvis tabt noget klistret væske udover tastaturet, som i høj grad besværliggør en sammenhængende skriverytme, da tasterne hele tiden sætter sig fast.

Nå men altså, hvor det i den sidste måned har heddet: “sidste dit eller dat” er det nu “første dit eller dat”

Eller det vil sige, det er nok snarere første gentagelser.

Det er naturligvis ikke første gang jeg fortærer dele af sådan en fætter her. Kun dele idet jeg nemlig ikke tror jeg nogensinde har kunnet spise op. Men skidt med det – det er der altid andre der kan klare for mig!

Der hersker en besynderlig form for feriestemning blandt de tilstedeværende familiemedlemmer; flyttebilen kommer onsdag, så vi bruger fortrinsvis tiden på “første gentagelser” såsom is, appelsinyoghurt og rugbrød.

Ydermere er vejret både bedre og varmere end i Normandiet, hvilket for en gangs skyld fylder mig med en helt og aldeles ucharmerende fryd!

Jeg undlader da heller ikke at gøre det Normanske folk opmærksom på dette behagelige faktum!

Dagen idag byder på spændende oplevelser i form af besøg på Borgerservice for at melde os ind i klubben… alene tanken gør mig træt, da den slags ofte er lidt for morsomt, når man er gift med en som ikke er dansk.

At jeg så senere skal slås tale med min A-kasse for at melde mig ledig, giver mig Maud-agtig lyst til bare at blive i min seng. Mindes nemlig stadig hvordan for et par måneder siden skulle kæmpe indædt for at bevise min ret til dagpenge når jeg en dag vendte tilbage til Danmark.

Ikke at jeg på nogen måde har ligget dem til byrde i de sidste mange måneder, hvor jeg har været arbejdsløs, betalt mit kontingent, men ikke rigtigt har fået noget fra nogen andre end First Man.

De mente bestemt ikke at jeg skulle have noget når jeg kom tilbage til Danmark, indtil jeg finder et job, men sådan er der jo så mange måder at anskue ting på! Jeg havde heldigvis ret, og fik også et par lovtekster med fra pensionsstyrelsen, som jeg kunne sende videre til min A-Kasse. Nu er spørgsmålet om de kan huske det, de blev nødt til at love mig. Ellers må jeg jo hjælpe deres hukommelse på gled.

Heldigvis byder dagen også på et gensyn med en kær veninde! Tina kommer fra storbyen helt ud på landet for at spise frokost med mig!

 

Møllen på Øen

Nu skal det ikke være tårer det hele. Og det er det bestemt heller ikke.

For vi kom jo hjem til dette:

Hvilket afstedkom noget af en telefonstorm – idet andre jo kom tilfældigt forbi og derfor ringede for at høre om det var nu! Og det var det jo!

Vi kom også hjem til egne bøgetræer:

Og til mormorbagt brunsviger:

Og rødgrød med fløde!

Og blomster, flag og frikadeller!

Så kan livet jo ikke være ret meget bedre – og da skype ER opfundet har vi allerede vist huset frem, til dem dernede i Normandiet!

De første besøg er skam også på plads!

Når jeg får internet og computer helt på plads, kan det såmænd endda være at jeg også begynder at blogge igen. For slet ikke at tale om at læse blogge!

Rigtig god søndag!

Older posts