• ···

At prøve tøj.

Der er skrevet side op og side ned, ja endda hele sagaer, om oplevelser i disse små ubekvemme, dårligt oplyste torturkamre, også kaldet prøvekabiner.

Nu er det min tur.

Havde forvildet mig ind i en.

Først var det ikke engang for egen vinding, det var Prinsessen… Hun er vokset mindst 14 cm siden sidste sommer, så udvalget i hendes klædeskab er lettere begrænset. Da hendes søde Diva storesøster – som vil være knap så sød såfremt hun læser dette – er hele 8 cm. mindre end sin lillesøster, er tøjudlån ikke en mulighed.

Altså læssede jeg Prinsessen ind i bilen og så tog vi på powershopping! Sko, og masser af tøj. Hvad jeg ikke kunne få hos den første tøjpusher, fandt jeg hos den næste. Men der faldt jeg så også over en skøn kjole. Faktisk to. Og en trøje. Til mig selv forstås!

Som jeg jo passende kunne prøve, mens Prinsessen legede Pretty Woman, for hendes seance så ud til at trække lidt ud.

Derfor stod jeg, uden ret meget tøj på, klemt inde i en prøvekabine og prøvede desperat at abstrahere fra det blege blævrede noget længere nede, så hvidt at jeg blev helt blændet.

Den første kjole var en meget kraftig pink. Sådan måske næsten lidt 80er pink hvis jeg skulle være helt ærlig, men det gider jeg ikke være i dag. Nok mest hvad jeg ville kalde fuchsia. Den var pæn og man kunne ikke se min mavedelle, hvilket helt klart var et effektivt salgsargument!

Den var meget sommerlig, og ihukommende min top fra sidste år, må jeg indrømme at jeg tvivler på om jeg overhovedet får den brugt. Nu hvor jeg ikke kommer til Seychellerne i år, har varmen nok lange udsigter.

Men den var som sagt så pæn. Så argumentet virkede!

Helt anderledes var det med den anden kjole, jeg faktisk bedst kunne lide.

Den kunne derimod ikke lide mig.

Først havde jeg ikke set at der var en lynlås, så jeg kastede mig fortrøstningsfuldt ind i kjolen, og sad en smule fast på vejen, og på besynderlig vis og under meget besvær, kom den på plads. Et sted inde i kjolen, nåede jeg også at blive lidt hysterisk og tænke, at skulle jeg sidde helt fast, stod Prinsessen heldigvis lige inde ved siden af og kunne komme mig til hjælp.

Jeg fik dog ikke brug for at råbe op, kjolen kom på plads og med det samme så jeg lynlåsen og bandede indædt over at den først viste sig for mig nu.

Jeg vendte mig rundt den ene vej og den anden vej, noget var forandret, men jeg kunne ikke helt se hvad.

Det opdagede jeg imidlertid da jeg prøvede at tage armene ned igen. For det kunne jeg ikke.

Mine bryster havde nemlig skiftet plads og sad – eller en del af dem sad – helt ude under armene på mig.

Fladet helt ud til siden og mast opad, og hvor der sådan ellers var plads. Hvilket gav mig en anelse åndenød.

Nu ligner jeg ikke Dolly P, men jeg har dog aldrig været nødt til at mase sokker i bh’en for at fylde den ud. Og nu var den hel væk. Altså ikke bh’en. Det var hele barmen der var væk.

Eller væk var den jo ikke, men der var i hvert fald ikke plads til den, foran i kjolen så den havde fundet andre græsgange.

Resten af kjolen passede godt nok, men det ville alligevel virke lidt mærkeligt at gå med armene over hovedet en hel dag, så jeg bestemte mig for at tage den af igen.

Meget taknemmelig for lynlåsen, kom jeg nogenlunde helskindet ud af kjolen igen og vel tilbage i mit eget tøj, kunne jeg fiske Prinsessen ud af naboprøverummet og love mig selv at der skal gå mange uger før jeg stepper ind i en sådan igen.

Flyttekage

Hurtige cupcakes blev det til idag!

Ja, ingen tid til de større kulinariske udfoldelser.

Der pakkes.

Det ser imponerende ud, ikk’?

Det er det bare slet ikke. Det måler vel 1 meter i højden. Så det er ikke fordi det er så slemt. Men rart at se på billeder hvor imponerende det ser ud!

Vin og vand … eller mælk

Inspireret af Ellen, efter jeg indtil flere gange har lagt øjne til hendes beretninger om vinsmagningsaftner, kunne jeg pludselig huske hvor vigtig vin er, i et land hvor vin er afsindig dyr.

Jeg taler om Danmark, hvis nogen skulle være i tvivl.

Fordi jeg er relativt kræsen, når det kommer til vin i hvert fald, skal der ofte noget mere til end bare en pæn rød farve og nogle procenter. En god vinhandler er en der lytter til mig, finder noget jeg kan prøve og som kan huske det, når jeg vender tilbage med min kendelse.

(Her vil jeg godt lige sige at verdict lyder bedre. Nå, det får være.)

Jeg drikker vin indimellem, sjældent mere end et glas, for nu ikke at sige kun et halvt, og så vil jeg faktisk hellere have mælk. Grin bare, men jeg har, så længe jeg kan huske, kun kunnet drikke én sølle Jolly Time, og så har jeg bedt om mælk for resten. Eller vand.

Lidt pudsigt at det allerførste jeg lærte at sige på fransk som 6årig, var: ”Jeg vil have vand” og ”Jeg vil have mælk.” Livsnødvendige sætninger!

Det kan skabe nogle problemer at drikke vin, hvis jeg er gæst et sted og vinen smager af jord og Ribena uden sukker, så sidder jeg gerne og spytter i den under hele måltidet og kommer derfra voldsomt dehydreret.

Det er jo ikke comme il faut at sige: ”addr – jeg kan altså ikke lide din vin.” Så man må enten lidt diskret bytte glas med nogen der ved hvor kræsen sarte smagsløg jeg har, eller bare sidde og kaste den rundt i glasset til aftenen er slut. Jeg kunne naturligvis godt komme til at vælte den, men det afstedkommer næsten altid et nyt glas, med mere dårlig vin i, samt en overdrevet negativitet mod min person fra mennesker der bliver sure over at jeg har plettet deres damaskes, så det er jeg holdt op med. Folk er også så nærtagende.

Nu er det en anelse trist at drikke mælk, til juleaften for eks, eller til andre store begivenheder, så da vil jeg gerne have en ordentlig vin, hvis jeg vel at mærke selv må bestemme.

Dette medfører at jeg to gange om året kan finde på, altså hvis jeg er alene i byen, da First Man får hjertestop af den slags danske priser, gladeligt at smide 300 kroner efter en flaske god vin, oftest en Bourgogne 1er cru.

Ô at nyde en Clos Vougeot eller en Nuit Saint Georges.. aahhh.

Så kan jeg nemlig sagtens drikke hele to glas, inden jeg skal have min mælk.

… møde andre bloggere

Er gået momentant i sort.

Mentalt.

Kom til at sige ja til at møde nogle helt fuldstændigt ukendte bloggere til sådan noget workshop noget. Seje bloggere med styr på mode og skønhed og … ja bare styr på alting. Og som er under 40.

Som ikke er faldet over verdens mindste havelågeholder. Som aldrig har væltet grøn sauce på en meget fin restaurant, og som ikke brænder deres børns tegninger. Det var et uheld siger jeg jo.

Men jeg blev inviteret og det hele. Og jeg er jo normalt en høflig person, som siger pænt tak til den slags invitationer.

Men hvad så nu?

Hvad nu hvis man bare er helt forkert?

Nu er det ikke fordi jeg går rundt og tror at alle synes jeg er specielt morsom, men jeg får da af og til tilkendegivelser som kunne tyde på at nogen har grint. Lidt.

Hvad nu hvis de tror, at jeg er morsom også sådan bag ved kulisserne?

Faktisk er en blog jo det ideelle sted at gemme sig hvis man er så kedelig almindelig som jeg. Et sted hvor man kan lade som om man er ligeså sej som de store. Der er også længe til, de kunne jo i teorien godt nå at glemme det.

Måske kunne jeg bare tage solbriller og noget moderne tøj på, så kan det være at – hvis jeg så også holder munden lukket – de slet ikke opdager det er mig, og bare tror jeg faktisk er en helt anden, en som er sej.

Pffftf.

Mouahahahahahahhaha

Tror bare jeg lukker øjnene og springer ud i det!

Effektivitet er relativ

Ifølge mig.

Der er, ikke en del, nej der er uoverskueligt mange ting at have styr på, rent administrativt, når man skal flytte land.

Der er stort set ligeså mange, når man skal flytte tilbage igen.

Hvilket kræver et utal af telefonsamtaler til diverse offentlige instanser i de respektive lande. Lad mig sige det med det samme, JEG har trukket det længste strå i det spil.

Eksempel 1, opkald til en bank for at få et vilkårligt udskrift.

Undertegnede ringer til bank: Hej Irene, jeg har brug for en udskrift xxx til den franske administration. Der skal stå begge vores navne på og kontonummeret.

Irene: Hej Stine, kan du ikke lige give mig dit CPR nr. så skal jeg se hvad jeg kan gøre. Nå, så kommer I snart hjem. Det bliver dejligt! Har I ellers godt vejr dernede? Nå, jeg har skrevet begge navne på, jeg sender den på din email, det er stadig xxx?

Undertegnede: Ja det er det, tusind tak skal du have! Jeg har allerede fået den! Hils Lise og vi ses om en måned!

Samlet tid: 4 minutter.

First Man: (jeg oversætter lige fra fransk, for at det ikke bliver endnu mere uforståeligt) Goddag Bank, jeg vil gerne have et udskrift xxx til den danske administration.

Person: Hvor er du kunde henne?

First Man: i Lisieux.

Person: Nå, så skal du ringe til hovedsædet i Caen. Farvel

First Man: Goddag Bank i Caen, jeg vil gerne have et udskrift xxx til den danske administration.

Person: Hvor er du kunde henne?

First Man: i Lisieux.

Person: Jeg stiller dig om.

First Man: Goddag ny bankperson i Caen, jeg vil gerne have et udskrift xxx til den danske administration.

Person: Hvor er du kunde henne?

First Man: i Lisieux.

Person: Så skal du først sende en udfyldt formular xxx, den finder du på vores hjemmeside. Så skal du sende den anbefalet til din kontaktperson i Lisieux.

First Man: kan jeg ikke bare gå forbi med den.

Person: Nej for der skal være et bevis på at den er sendt.

First Man: nå, jamen okay. Hvor lang tid går der før jeg kan få den?

Person: der er 3 ugers behandling, efter vi har modtaget den fra din bank.

Som I kan forstå er frustrationen, når dagen er slut, ikke helt den samme! Og jeg vil ikke bytte!

Jeg har i dag snakket med Karina, Irene og Helle. Ikke alene ved jeg en hel masse relevante ting om hvordan vi skal forholde sig til folkeregister, bankpapirer og opholdstilladelse, men jeg har også fået tilsendt indtil flere vigtige dokumenter.

Hvor mange First Man har snakket med har hverken han eller jeg tal på. Og han har ikke nogle papirer, til gengæld har han sendt indtil flere anbefalede breve.

Som vi får svar på, snart. Forhåbentligt.

I sådanne tilfælde bliver man SÅ glad for at komme fra et land med (mere) ordnede forhold.

Fortsættes…

Older posts