• ···

Hvad kufferten gemte og et lille surt opstød.

Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.

Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.

IMG_0730

Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!

Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

Lektier…

Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…

Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!

Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.

Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.

Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!

I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.

De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!

IMG_0727

Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)

Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.

IMG_0734

Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!

Har jeg sagt at jeg elsker besøg?

Mandage er da fantastiske!

Især når man får pakke!!

I sidste uge fik vi en fin pakke, som raslede. Det var næsten ikke til at holde ud at skulle vente med at pakke den op. Det var fisk! Og et brev på papir smukt dekoreret af et barnebarn.

Pausefisk fra Marie!

IMG_0700

En fantastisk gave i et lakridsløst land!

IMG_0725

Nu er skålen jo knap så fyldt – skønt der stadig er et par stykker tilbage!

Men hvilken vidunderlig verden, når læsere begynder at sende fisk til ens blogfødselsdag! Der er blevet nydt og smasket og smovset i salte fisk, af fineste kvalitet!

Tusind tusind tak Marie! Du har en meget høj stjerne på firkløverets himmel!!

I dag er det så tirsdag!

Tirsdage – de er også ret fantastiske.. Især når man venter på at få besøg fra øen! Jeg glæder mig så meget at jeg hverken kan sidde stille eller koncentrere mig om et ordentligt indlæg.

Lene kommer en hel uge. Og hun lander lige om lidt!

Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Sådan en rolig søndag..

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

IMG_0721

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

Med prikker på

Jeg fandt en madkasse på nettet. En rigtig fin en. Med prikker på.

IMG_0704

Så flot, og den ville passe perfekt til Prinsessen. Glad og fro bestilte jeg et eksemplar som skulle følge med hjem til øen. Og følge med Prinsessen i skole.

Den ankom.

..

Og så var den meget mindre end jeg lige troede den var, og ville aldrig, om jeg så fyldte den til randen, kunne indeholde nok mad til at tilfredsstille Prinsessens appetit.

Tal lige om at være skuffet.

Jeg kunne naturligvis godt have tjekket størrelsen først, men det gjorde jeg så ikke. Men i teorien kunne den jo godt være på størrelse med et fingerbøl..

Så jeg vælger bare at være lidt positiv omkring det.. – er det kun mig som kan høre ordet spisesituation her??

Men indbydende er den altså.

IMG_0702

Heldigvis spiser Divaen ikke så meget som sin søster, så hun kunne sagtens nøjes med en lille madkasse!

Older posts