• ···

Navlepilleri

Årets sidste dag. Og ligesom 3000 andre bloggere vil jeg skrive om et år der gik. Eller noget der har med nytår at gøre. Vældigt uoriginalt men sandt.

Faktum er at tiden er inde til navlepilleri og selvransagelse. Hvad fik man gjort i året som lige er faret forbi, med en hastighed jeg ikke drømte om. Og hvad fik man ikke gjort.

Et par tal fra året der gik:

Toms skildpadder ædt på én gang: 4

Kilo lagt til oprindelig vægt: alt for mange

Fald på Kirstens gårdsplads: 1 (men det var så spektakulært at det faktisk burde tælle for to)

Præsidentvalg vundet: 1

Smadrede kopper: 2

Nye kopper til samling: 7

IMG_0405

Juletræer udfoldet: 14

Juletræssælger bragt tæt på sammenbruddets rand: 2 (i samme butik)

Besøg på skadestuer med afkom: 2

Men nu er det nytårsaftensdag, og vi skal have det lidt hyggeligt med nogle gode venner. Min sure svigerfar skulle også have været med, men det gad han ikke lige. Det er også bare ligemeget – vi hygger bare med fire gode venner i stedet – OG en lille baby, som kommer til at tilbringe en stor del af aftenen i min favn!

Menuen til i aften er fastlagt i fælleskab:

Dadler med bacon stegt i ovn

Foie Gras med figenkompot

Røget laks med dildsauce

Marineret og grillstegt Vildsvinesteg

Hasselbachkartofler

Waldorfsalat på min måde

Grønne bønner stegt i smør og drysset med mandelsplitter

Brun sauce

Frossen citronmousse på crumblebund

Chokolademoussekage med whiskybunde

Og til champagnen er der de tre pakker kransekage jeg fik tiltusket mig ved julemarkedet i den danske kirke.

Til slut vil jeg lige takke alle mine dejlige læsere – både dem jeg kender og dem jeg ikke kender! Det har været en fornøjelse at have jer som læsere – I er grunden til at jeg fortsætter med at skrive!

Jeg vil ønske jer alle et rigtigt godt nytår og husk sikkerhedsbrillerne! Og nyd at I kan se dette her!!

DSC00366

Vi ses til næste år!

Skal selv

Jeg ved godt, det mere er ”kan selv – vil selv” men da Divaen blev født, var det udelukkende ”skal selv” der var fremherskende, i vores lille franske lejlighed.

Der findes nemlig slet ikke mødregrupper, sundhedsplejersker eller andet djævelskab i Frankrig. Altså ikke i min verden – har man boet andre steder eller i andre byer, eller født på offentlige hospitaler – er det muligt det er anderledes.

Men altså, i min by var den slags – mødregrupper og lignende sekter – aldeles bandlyst, og gudskelov for det.

For det første har firkløveret set dagens lys på et slot. Ret blæret ikk’? Et slot – intet mindre – som huser en privatklinik. Mrs. Simpson og Edward har boet på netop det slot, efter de forlod England.

Det er i hvert fald et meget flot slot – og ret sejt at komme til verden på et slot i Versailles. Hvis man siger det hurtigt, tror folk endda at det er slottet i Versailles, hvilket det jo trods alt ikke er.

Der er heller i øvrigt ikke indlagt varme på slottet, og jeg vil have mig betakket for at føde til offentligt skue, som de havde for vane, dengang der altså blev født børn der.

Men tilbage til mit slot. Der var lyserødt sengetøj på barselsgangen. Dette var for at give de nybagte mødre en bedre teint.. Så vi ikke lignede æblegrød fra i forgårs. Ret betænksomt synes jeg nok. Og meget fransk!

Man blev heller ikke sparket ud efter et par timer. Fem dage hvis man var førstegangsfødende og fire dage hvis det var nummer mer’. Det eneste kriterium var at babyen skulle have taget på i vægt. Og mor måtte ikke have feber.

Så kom man hjem til sig selv og var der. Og man gik ikke i sort hjernelammende panik fordi ens mand tog på arbejde dagen efter. Eller fordi han ikke tog de 14dages barsel som han har ret til ifølge fransk lov.

Undskyld, det var lige et undrende opstød. Ikke surt overhovedet – kun undrende. For så svært er det altså ikke, at tage sig af en nyfødt.. Heller ikke hvis man har andre børn. Okay – indrømmet livet er lidt nemmere, når man har aupair ved nummer fire, og den ældste kun er seks år.

Det virker nærmest som om man bliver opdraget til at skulle synes, det er voldsomt svært at blive mor. Måske fordi der er så meget man skal leve op til, i forhold til de der mødregrupper og sundhedsplejersker.

Jeg skulle selv.

Og det var nu helt rart ikke at blive afbrudt hver gang man tog initiativ til noget omhandlende sit barn. Jeg har kunnet læse – og lytte – mig til horrible historier mine danske medsøstre kunne berette om.

Der var ikke nogen til at fortælle mig at babyer skulle have de der grimme huer på, eller at de ikke måtte få færdiglavet grød, fem måneder gamle. Om de skulle ammes eller ikke. Det måtte jeg helt selv bestemme. Og det gjorde jeg så.

Der var ingen risiko for at jeg blev tvangsindlagt til en mødregruppe, hvor jeg kunne sidde og føle mig utilstrækkelig, og ende med at blive usikker på alt hvad jeg faktisk allerede havde taget stilling til. Ingen strenge damer som kunne tvinge mig til at amme videre selvom jeg ikke havde lyst..

I ved nok.. overdrivelse fremmer forståelsen!

Havde jeg problemer, kunne jeg gøre ét af følgende: læse i en bog om børn, men de passer aldrig rigtigt helt, vel – og i hvert fald aldrig på ens egne børn? Så kunne jeg snakke med en veninde, eller ringe til børnelæge hvis jeg troede det var alvorligt, velvidende at franske børnelæger arbejder til kl. 19-20 om aftenen og hele lørdag formiddag. Naturligvis.

Men jeg lærte faktisk at lytte mest til mig selv.

Hvorom alting er, det gik fint og forbavsende smertefrit med at få børn alligevel – mødregrupper til trods!

Nu vi snakker om store drenge

Zorronaldo som har været ganske U T Å L E L I G on/off, i hvad der nærmest føles som rigtigt mange år, men som faktisk kun er lige lidt over et år. Han bliver snart 15 og selvom han stadig kan få mig – og First Man – helt op i det røde felt flere gange om ugen, så har han oftere lange perioder hvor han er helt menneskelig.

Som for eksempel når han kommer og lige skal have et knus, snakke lidt, eller holder fast i mig når jeg siger godnat – fordi han gerne vil kløes på ryggen, nusses på armen eller småsludre om alt muligt.

Så er han jo fantastisk – intet mindre.

Jeg er endda venner med ham på facebook.. (jeg holder vejret) men jeg skriver ikke noget, overhovedet, på hans væg, – for så ville han gå i gulvet af skam. Så jeg ser ikke ret meget af det han foretager sig derinde eller de kryptiske statusopdateringer han indimellem kommer med.

Men nogen gange popper de jo op, og i går aftes stod der “Jeg er en teenager. Jeg har et rodet værelse, jeg har fri sms, jeg er tit ” on line ” jeg går sent i seng, og jeg har ondt i hjertet.”

Og som mor må man jo reagere på sådan en udmelding. For mindst halvdelen var da løgn. Okay, han er teenager, ingen tvivl der. Han har fri sms og han er tit on-line.

Men han roder bare ikke på sit værelse, og har aldrig nogensinde gjort det. Han har alle dage hellere villet lege på Divaens værelse, for på den måde undgå at rydde op – den lille orm. Han går heller ikke sent i seng – for det må han ikke for sin onde mor – det er så mig!

Men så var der det med hjertet.

Han kom engang sammen med en pige hjemme på øen.. Og sendte et meget pænt kort til hende, med en rose på og så slog hun bare op med ham dagen efter. De gik vist i sjette klasse. Han blev så ked af det.

DSC00626

Han var overbevist om at fordi han havde briller, ville han aldrig få en kæreste og dermed aldrig blive gift. Dette afstedkom et sandt bombardement af mails fra mine veninder, som forsikrede ham at han nok skulle blive gift, briller eller ej.

Og idag er situationen en ganske anden. Han virker stærkt tiltrækkende på piger – alle piger.

Der har været indtil flere voldsomme diskussioner på skolen, om hvem der er mest ven med ham, og Prinsessen er godt træt af at alle ”Barbie’erne” som hun kalder dem, flokkes om hende, fordi de så tror der er en chance for at komme tættere på Zorronaldo.

Men skulle han have kærestesorger uden at jeg havde lagt mærke til det? Man er som regel ikke i tvivl når han er i dårligt humør. Og det var ikke mere end 11 minutter siden jeg havde klippet ham, efter hans anvisninger om sidste nye version af ”sejt hår”.

Jeg er ellers blevet ret skrap til det efterhånden – jeg kan endda klippe sådan nogle seje skaldede striber ind i håret, så Prinsessens klassekammerater kommer hen og spørger om jeg er frisør.. Det er jeg så ikke.. og har da heller ikke overhovedet nogen intentioner om at blive det. Men jeg klipper mine drenge. Ja jeg gør så.

Øvelsen er jo kommet med årene, for i starten var det nok ikke altid helt som han ville have det, ham Zorronaldo. Han har hadet mig intenst op til flere gange, når jeg ved en frygtelig fejltagelse, har fået klippet for meget af..

Men nu er jeg helt god til det, og han er da for det meste glad og kunne også godt lide sit hår denne gang.

Derfor undrede det mig såre, at læse at han havde hjertesorger, når jeg nu lige havde snakket med ham.

Jeg listede ind på badeværelset og spurgte forsigtigt, om han mente det der på facebook – og så kom der et vådt fjæs frem mellem væggen og badeforhænget med en lille våd krølle i panden.

Han sagde med et skævt, og meget charmerende grin: ”Njoo, altså ikke sådan rigtigt, men sådan ER det jo at være teenager, ikk? Og mor, uanset hvad jeg skriver, så er der en masse søde piger, som trykker synes godt om!”

Udsigt til knus

Jeg får mange knus for tiden. Sådan rigtig mange. I hvert fald flere end jeg plejer.

Folk, okay ikke vildt fremmede vel, men medlemmerne af mit firkløver indfinder sig oftere end ellers, for lige at få et knus.

Denne forhøjede kvota af knus, udspringer af en af mine julegaver.

En bamsetrøje, en ultrablød og bamset hættetrøje. Faktisk ligner den noget man laver babysparkedragter af.

IMG_0402

OG jeg skulle naturligvis have lagt dette billede ind fra starten. Den hvide snebold er en af to ponpon’er som ligeledes bliver voldnusset! Her er det dog ikke Zorronaldo, men derimod Gårdmand Bjørn som lige får sig lidt krammeterapi!

.. Lægger lige mærke til at han kun er et hoved mindre end jeg.. Jammer..

Køn er den bestemt ikke – jeg ligner nok mest af alt noget udstoppet og ikke ret babyagtigt. Men vældig blød!

Det er derfor ikke engang for at opnå noget, at de vil putte lidt, okay putte er nu også et lidt stort ord, men helt specielt dejligt er det nu, at få en – til tider stadig– vranten teenager der bruger str. 45 i sko og som nu efterhånden er 8 cm højere end jeg, på skødet.

Det er en sjælden gave at have stille stunder med en dreng som snart bliver 15, og jeg nyder det intenst, den der sprække i alt det seje. En forsigtig åbning til hans sind. Faktisk kan man godt være heldig at liste et lille guldkorn ind i sprækken, og endda håbe på at det sidder fast.

Så jeg udnytter situationen og beholder min bamsebløde trøje på og nyder mine knus!

Firkanter på hjernen

Nu – da jeg jo ikke vandt noget som helst – og Alt for Damerne ikke gad have min tekst – så får I den da bare.. Because you’re worth it.. Altså – her er mit ynkelige looser bidrag til den der skrive konkurrence, jeg som sagt ikke vandt:

Det hele startede med, at jeg kom til at læse i nogle dameblade.

Der kunne jeg læse om fine mennesker, interviewet i diverse hvide interiører, fotograferet dekorativt stående ved siden af den gyngehest de havde lavet af 7 mælkekartoner og et par økologiske ølkapsler.

Den slags mennesker, har ligeledes malerier stående på gulvet. Jeg udleder deraf, at deres maleri har kostet så meget, at de åbenbart ikke har råd til en boremaskine. Jeg har nemlig også malerier i stuen, hjemmelavede og deraf næsten gratis, hvorfor jeg både har haft råd til at ramme dem ind og hænge dem op med dyre rawplugs.

Eller også er jeg bare slet ikke med på moden. Det skulle nu heller ikke undre mig.

Men altså, efter at have læst i de der blade og følt mig umoderne, ville jeg også gerne med på moden og lave noget kreativt jeg kunne blære mig lidt med – ligesom alle de andre mennesker i hvidt.

Jeg var dog helt klar over, at jeg aldrig ville kunne kreere en gyngehest, og da mine malerier allerede hænger på væggen, måtte jeg se mig om efter noget andet. Jeg bestemte mig så for at hækle et tæppe. Sådan en slags slumretæppe. Af oldemorfirkanter.

Jeg vil nok aldrig blive interviewet, og da slet ikke ved siden af min frembringelse; mit interiør er i øvrigt heller ikke hvidt, men så længe jeg har fornemmelsen af at være med på moden, er det fint nok.

Den følelse gik jeg nemlig fuldstændigt glip af, da det var blomstrede vattæpper, det handlede om.

At jeg ikke kunne hækle, var så en mindre detalje jeg regnede med at få styr på uden større besvær.

Jeg bevægede mig derfor ned i den lokale garnforretning. Det var yderst ubehageligt. Der var fyldt med damer – begge steder. Damer med ubleget hør og håret sat op i økologisk knold.

Da jeg lidt diskret prøvede at forklare jeg gerne ville lære at hækle, blev der fuldstændigt stille. Meget længe. Så længe, at jeg fik tics.

Jeg nøjedes derfor med at smile blegt og købe en hæklenål.

Det er altså også for dårligt at jeg ikke har lært at hækle. Jeg fik dog lært at væve i 2.klasse Og hvor tit har man lige brug for det? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Jeg FIK så, meget mod forventning, lært at hækle i sidste uge.. Og har nu hæklet noget som ligner hullede grydelapper.

Faktisk synes jeg at der er mange flere huller end hæklemasker. Men det skal måske bare se sådan ud.

Enten skal tæppet ligge firdobbelt eller også har jeg gjort noget helt forkert.

Næsten fem lapper er det blevet til.

Jeg har faktisk overhovedet ikke styr på det. Har bare kastet mig ud i det. En anelse hovedkulds. Jeg er nemlig ikke så god til kladder og prøver og den slags kedsommeligt noget. Jeg vil bare gerne med på moden.

Jeg er helt klar over, at der er meget lang vej til de 126 lapper, der skal til, for at det rent faktisk bliver til et slumretæppe.

For slet ikke at tale om at de skal syes sammen til sidst.

Alle sammen

Jeg kunne eventuelt stoppe ved måtte-stadiet, men det ville være noget af et nederlag, når man har planlagt at ende med noget man kan putte sig i.

Har i øvrigt slet ikke brug for en måtte. Og slet ikke en med huller i.

Måske skulle jeg hellere tage malerierne ned fra væggen, og se mig om efter et blomstret vattæppe.

Older posts