• ···
Sommer på Island

Mus og mænd

Der har været et større drama på matriklen, dog ikke lige af Steinbeck.

Prinsessen har set en mus.

Meget kortvarigt ganske vist..

De læsere der har fulgt med længe, kan muligvis huske at Prinsessen meget gerne vil have en mus – i stedet for den guldfisk, som desværre stadig lever.

Scenen udspillede sig i den akt der omhandler sengetid. En lettere forvirrende og hektisk del af det daglige almindelige drama.

Mange kæmpede om pladsen ved spejlet og under skubben og fægten med arme, og med udsigten til at få andet tandpastasnask, end hendes eget, tværet ud i håret, fortrak Prinsessen til det lille badeværelse, nedenunder.

Der opholdt hun sig dog ikke ret længe, idet hun her skulle dele pladsen på bademåtten, med en mindre grå mus.

Dette syn fik hende til at gøre hastig retræte til stuen, hvor hendes far og jeg sad, og under høje hyl delagtiggjorde hun os i den fare, hun netop havde været udsat for.

Den decibel med hvilken hun beskrev uhyret, var en blodtørstig krokodille værdig – hvis ikke to.

Da det langsomt gik op for hende, at der rent faktisk havde været tale om en, ganske givet, meget sød mus, var det for sent.

Vi var nu alle – undtagen 2:  Zorronaldo som var sidste mand på valpladsen, forsinket af sin bøjletandbørstning med tilhørende sprøjt, og Prinsessen som på dette tidspunkt stadig var i stor affekt – forsamlet på det lille badeværelse af nysgerrighed og håbede at få et glimt af dyret.

For at undgå blodsudgydelser og mulighed for dårlig mave, havde vi lukket døren for at forhindre Blondinens tilstedeværelse.

Dette resulterede i en del utilfredshed udenfor badeværelset, da de som stod der, også gerne ville ind og se mus, samt en anelse utålmodighed for både Gårdmænd og Konger, der befandt sig inde på føromtalte badeværelse.

Efter et blik på det arme kræ, forudså vi noget flugt, og da vi gerne ville undgå at blive trampet ned – af samme mus – ville vi derfor meget gerne ud fra badeværelset igen.

Divaen, som vil være dyrlæge og dermed er selverklæret dyrefrelser, og First Man som pr. definition ikke er bange for noget som helst – andet end at blive tabt på gulvet – lå og rodede rundt for at få ”Le Lille Mus” til at løbe ind i en IKEAdåse til vatrundeller, da Gårdmanden og jeg hastigt forlod lokalet.

Kun for at blive mødt af en meget forarget Prinsesse, som mente at hun havde krav på at få musen at se.

Musen blev indfanget og sat ud i haven, hvor den med lange hop satte af sted ned mod hækken, uden at Prinsessen fik hilst på den.

Denne uretfærdighed blev nøje udpenslet længe efter de 3 andre fjerdedele af firkløveret var faldet til ro.

Voldsomt misfornøjet lå hun i sin seng og brokkede sig højlydt.

”Det er bare så typisk.. I låste døren bare for at jeg ikke skulle se musen. Næste gang siger jeg ikke noget.” jamrede hun. Jeg sagde heller ikke noget, mine trommehinder vibrerede stadig efter de høje hyl der havde hidkaldt os, hvorfor jeg stiltiende tillod mig at tvivle på hendes bedyrelse.

Hun fortsatte, ikke mindre indigneret: ”Næste gang tager jeg bare musen og gemmer den – og så har jeg en mus. Det skal bare være en mus, der aldrig har kendt til natur, så den ikke savner noget..”

Jeg slap for at kommentere, da hendes jeremiader blev afbrudt af Blondinens gøen ude fra haven..

”Altså hvis hun æder musen, så æder jeg hende” kom det indædt, da jeg kyssede hendes ophidsede pande og sagde godnat.

Ihukommende Prinsessens appetit, og svingende blodsukker, håber jeg bare at Blondinen spiser helt op, i det tilfælde at hun får lyst til mus.

   

16

  • Sidder i et offentligt transportmiddel (ja, rigtigt gættet; den firhjulede derhjemme tager atter en bilens første sygedag, den serieforbryder) og har lige pådraget mig en aldeles uønsket opmærksomhed ved at grine mig igennem dét her.

    Stakkels mus.. det er jo nærmest en traumatiserende oplevelse for den. Musepsykiateren får travlt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hvor morsomt!
      Den slags kan let blive frygteligt pinligt. Jeg var ved at kaste op af grin over “Knagsted” i en metro!

      Nu SKAL I da snart af med den bil (havde nær skrevet mus.. mus på hjernen)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hihi, skøn historie 🙂 Og jeg får lyst til at fortælle, at vi fik to farvede mus, da sønnike var 10. Dem havde vi glæde af i mange år – eller i hvert fald deres efterkommere. Det er sjovt at holde mus – de er meget sociale og nemme at passe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk slutbemærkning “hvis den æder musen, så æder jeg den” … kan jo kun være udtænkt af en virkelig grovæder 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh ja nogle gange indser vi først bagefter, at vi havde mulighed for at få det, vi ønskede os, men vi så det ikke, da det var der 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Det er helt rigtigt, som Lene skriver…………..Nej, og så er det bare sådan lige pist væk!
    Sikke en herlig musehistorie, den trak smilet helt op til ørene. Godt skrevet! Jeg håber Blondinen ved, at man spiser HELT op, hvis lysten til mus var der……

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har engang fået at vide, at når man sætter mus ud, så vil de forsøge at finde samme vej igen. Måske i får mere glæde af den lille fyr….. Man kan aldrig vide. Hvis der kommer flere, må I prøve at give dem forskellige farver halsbånd på, så I kan kende dem…. Fnis.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Og H A H A.. 😉
      Tror at musen er skræmt fra vid og sans.. Den kommer aldrig tilbage 😉 blé der sagt..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hahahaaa.. stakkels lille forskræmte mus.. 🙂 Flot at du ikke gengav hendes hvin og høje stemme for hende, da hun senere ville have musen som kæledyr.. En af julekalendergaverne er simpelthen nødt til at være en lille sød og blød mus.. 😀 øhhh ok selvfølgelig kun hvis hun har arvet sin mors humor..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja stakkels mus.. Tænk engang at have kæmper stående og glo på en!!
      Jamen hun vil skam MEGET gerne have en mus.. Det er mig som siger nej!
      Men jeg må jo finde en lille bamse-mus til hende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for grinet – jeg kan kun anbefale folk at læse dine indlæg inden for privatsfæren, hvilket Overleveren har fundet ud af på den let pinlige måde.
    Jeg hader at ikke kunne lade være med at grine højt, når jeg rejser med offentlige transportmidler 😉
    Susanne har også ret – de mange, mange mus, John har lukket ud gennem tiderne, er vist i virkeligheden kun én pr. sæson 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Selv tak!
      I kan da bare læse dem højt og dele grinet!! 😉

      Det er SÅ træls med de der grin man skal skjule..

      Og det med de mus.. Eller den.. Jeg tror slet ikke den tør komme tilbage efter de skrig hun kom med!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommer på Island