• ···
Gys, gru og "The Road"..

Til grin kan man altid blive

Da vi var i Danmark skulle Prinsesse Lyserød til fest hos en forhenværende klassekammerat.

Jeg måtte ved samme lejlighed godt komme med, for at tilbringe en sidste aften sammen med klassekammeratens mor Kirsten – hvis jeg lovede at gemme mig og ikke gøre opmærksom på mig selv.

Det gik fint – og jeg blamerede mig ingenlunde. I hvert fald ikke til festen.

Men så skulle jeg hjem.

Før vi flyttede, havde Kirsten en låge.. En fin hvid, 2,5meters låge. Den var væk. Så var det også meget nemmere at komme ind og ud – man skulle ikke spekulere over at åbne og lukke denne her låge. Praktisk.

Jeg fik i hvert fald sagt farvel, og knus og på snarligt gensyn og pas på dig selv og alt det der. Og så storkede jeg ellers over gårdspladsen sammen med Zorronaldo, som også havde været med til festen for at vedligeholde sin star-status!

Og pludselig skete der noget i mine nedre regioner – dem der sidder helt nede ved jorden. De blev blokeret af et eller andet og kom ikke længere, og samtidigt lettede resten af min krop – en uhyre aparte fornemmelse.

Mit legeme blev kastet fremad og nok også en anelse opad og på et tidspunkt hang jeg i luften, grangiveligt som Anders And – før han opdager at det stabile underlag er væk. Nogen havde trykket på pauseknappen og jeg spekulerede på om jeg mon ville lette. Desværre nej, det kunne ellers have været sjovt.

Pludselig gik det meget stærkt, eller også var der nogen som trykkede på fast forward i stedet for, jeg landede i hvert fald med et brag og kurede på alle 4, flere meter fremad og fik derved skubbet en 5m3 perlestens-tsunami foran mig, hvorefter jeg slog en kolbøtte og endte på ryggen med et dumpt drøn – så var alt stille, og jeg lå og glippede med øjnene.

Den lille betonklods, som havde været fundament for lågens midterstang, var der nemlig stadig – og da mine fødder ikke så sig ret godt for, mens jeg vinkende strøg ud igennem porten,  kunne denne lille tue derfor vælte et meget stort læs.

Jeg overvejede seriøst at give mig til at græde meget højt og blive liggende på affektmåden, men så kunne jeg høre Zorronaldo nervøst spørge om jeg var okay, mens han galant ilede til, for at skrabe stykkerne af sin mor, sammen igen.

Ligeledes kunne jeg høre Kirsten komme løbende henover gårdspladsen, og så skulle jeg altså ikke nyde noget af at ligge der og rode rundt – det var pinligt nok i forvejen.

Så jeg kom på benene, hårdt såret, både fysisk og psykisk. Kirsten krammede mig, og foldede så mine arme og hænder ud og ind som en slaskedukke, for at tjekke at hendes tåbelige veninde ikke havde brækket noget. Det havde jeg ikke, så efter et sidste knus, fik jeg allernådigst lov til at tage hjem.

Vel inde i bilen, skulle Zorronaldo lige igen høre om jeg havde ondt.. for ”KORS hvor så det sjovt ud, Mor”.. Jeg takkede gryntende uden yderligere kommentarer, for han havde sikkert ret.

Jeg havde fået skrabet begge hænder godt og grundigt, mine knæ og skinneben var mørkeblå i dagevis.. Jeg har netop tabt det sidste sår fra venstre håndflade og har ingen fysiske mén tilbage.

Min stolthed derimod, led et ganske alvorligt knæk.

   

23

  • Du er ikke alene. Jeg mindes lidt en episode, der ligner og et besøg på skadestuen, hvor en meget sød dame pillede rustne stumper ud af min tå.
    Men jo – stoltheden får lige en på tuden, for det er altså ikke særligt voksent at ligge der og rode rundt….
    Tak for dagens tur i din tilværelse. Min indre film kører, til trods for, at jeg aldrig nåede at få sat billede på dig og firkløveret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Av av – får da helt koldsved ved tanken!
      Det er SÅ kikset at falde.. som voksen. Nå det var da kun min søde søn som så det 😉 og så Kirsten!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja det har sikkert set morsomt ud, men sådan et styrt er ikke godt for den kongelige værdighed..;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Haha, sikke en vidunderlig beskrivelse 🙂 Ja, jeg ved godt, at der egentlig ikke burde grines, for det må have været en forfærdelig oplevelse for dig! Du burde blive klummeskriver i en avis …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Madame!! Det ville jeg såmænd også gerne! Det kræver blot en avis 😉

      Og naturligvis må der grines!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Herlig beskrivelse af et stort fald.. 🙂 Når først man har sikret sig at den faldne har overlevet, er det SÅ svært ikke at få totalt grineflip.. og Stine om nogle år griner du også selv af det.. håber jeg.. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Altså, menneske, nu fik du mig til at græde …………. af grin – Du har da en fantastisk humor og fortællerstil – Jeg har ikke grint så meget i meget lang tid. Tak fordi du deler med os. ^¿^

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Enig med de andre 🙂
    Hvis det er medlidenhed, du fisker efter, så må du anlægge en ganske anderledes alvorlig stil… men gør det endelig ikke for vores skyld, for det var en skøn, skøn beskrivelse af faldet. Langt sjovere, end da en vis dansk dronning tog den ned ad trapperne i Rold Skov 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Ellen! Ja helt tosset er jeg ikke – så havde jeg nok skrevet det på en anden måde 😉
      Jeg grinte selv – som sagt – også da jeg skulle skrive det!

      Dronningen gjorde det vist med meget værdighed – der var intet værdigt over mine kolbøtter!! Overhovedet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Men Zorronaldo spurgte dog om du havde ondt, INDEN han grinte.
    Jeg smiler også lidt for mig selv 🙂 Men du skriver også meget malende om det 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ups – ja det var ikke så heldigt. Der er kun én ting som er vigtigere end en elegant entree og det er en ditto sortie…… men det var i hvert fald mindeværdigt og det giver vist også et par point. 😆

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg vil nu være lyseslukkeren der ikke griner – jeg må indrømme at jeg blev lidt forarget over at de kære værter ikke har sørget for at få fjernet den gamle midterstolpe-dims.
    Nu kan det selvfølgelig godt være at den stak højt op over jorden og at alle andre kan se den, men hvad med diverse gamle damer, postbude og alle mulige andre som kommer på deres grund måske endda efter mørkets frembrud? Et brækket et eller andet kan jo virkelig ødelægge ens tilværelse i rigtig lang tid.
    Så jeg synes faktisk at det var synd for dig……

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • TAK Kirsten!! (og jeg håber at alle ved det ikke var din havelåge 😉

      Den var faktisk ikke så høj – og derfor vældig lumsk.
      Men jeg tror den er blevet fjernet nu!!

      JEG synes også det var lidt synd for mig!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og hvorfor er der så altid tilskuere til sådanne stunts? Godt nok kun din søn og veninden… Men det giver alligevel skår i værdigheden. Især når den er royal…

    Jeg lavede det vildeste stunt til nogle venners kobberbryllup sidste år. Noget med en selskabsleg, som indebar store baljer med vand og et nu-har-vi-det-sjovt-så-jeg-skubber-lige-lidt fra en veninde, som resulterede i, at jeg lå og rodede på græsplænen med alt vand ud over mig… Tænk bare miss-wet-dress… Jeg er i mit inderste stadig flov… 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åhhhh NEJ altså. Veninden var måske kortvarigt hadet..? Lidt.. Det var ikke fair i hvert fald!

      Det var okay at det kun var de to – og jeg fik sønnen til at love at han ikke ville sige det – jeg skulle nok selv meddele det til resten af familien. NÅR jeg var klar!
      😉 hvilket var 15min senere!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pust pust pust, ae, ae, ae, hvor er det synd for dig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Fald på Kirstens gårdsplads: 1 (men det var så spektakulært at det faktisk burde tælle for to) […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gys, gru og "The Road"..