• ···

Øko-U-logiske opskrifter????

Der ER altså noget jeg ikke har fattet.

Det er økologiske kogebøger..

Jeg fatter simpelthen ikke hvordan en opskrift kan blive bedre, eller værre, eller bare i det hele taget anderledes, af at man bruger et økologisk æg, i stedet for et ikke-økologisk et.

Jeg mener, det er vel en holdning man har – eller også sætter ens budget helt naturlige begrænsninger for hvor økologisk man har lyst til at være. Hvorom alting er – at købe en økologisk kogebog, er da fuldstændig hen i vejret.

Jo, en økologisk bøf smager tit bedre end en øko-U-logisk bøf – eller hvad det nu hedder når det ikke er økologisk – det kan vi godt blive enige om.

Men altså, enten laver man Faster Odas smørkage, med økologiske ingredienser – eller også gør man ikke?

Det har da ikke noget med opskriften at gøre?

Og hvad nu hvis, man har alle de økologiske ingredienser, man mangler blot økologisk smør til sin kage – men har det almindelige smør.. Kan man så ikke få lavet sin kage?? Eller er opskriften forkert?

Det burde da være såre simpelt – enten laver man noget økologisk eller også gør man det ikke. Det behøver man da ikke en ny kogebog til?

Men jeg fatter det som sagt ikke.. Det er der såmænd så meget jeg ikke gør – men denne var en af de tungere..

DISCLAIMER: Dette er ikke et indlæg imod økologi. Jeg er meget til økologiske varer, økologi i det hele taget – det er konceptet “øko-kogebog” jeg ikke fatter!!!

God onsdag.

Skolestart #1

Så kommer dagen hvor Gårdmand Bjørn starter i skole. (endelig!!)

For allerførste gang i sit liv, glæder han sig til at komme i skole. Og det gør mig så usigeligt lykkelig.

For et år siden var den ganske anden sag.

I den danske skole, gjorde det ondt at se ham kæmpe med følelsen af at være dum – virkelig dum – og føle at de danske lærere ikke ville tage ham helt alvorligt. ”Det kommer nok” var reaktionen gang på gang. De var såmænd lydhøre nok, men det kom bare ikke.

Derfor kunne han vitterligt ikke læse da han kom til Frankrig for 12 måneder siden og skulle starte i 3.klasse.

Nu læser han på begge sprog – en anelse usikkert, men han læser. Og hvad mere er – han føler sig ikke dum.

Og han kan rent faktisk lide at læse.

Her kan man så se vigtigheden og nødvendigheden, for nogle børn, af ro og disciplin i klassen – samt krav om at lave lektier!

Men før han kom så langt, var vi igennem mange og lange triste dage, hvor tanker om hjemmeundervisning og desertion af fransk skude blev overvejet.

Indtil pludselig en dag, da jeg hentede ham og hans søde lærer, glad kunne meddele mig at min søn legede – og derfor ikke havde tid til at komme med hjem.

Gårdmand Bjørn leger!

Afsindigt dårligt billede – jeg ved det – men det blev omgående taget med min telefon, for at forevige denne milepæl! Det er ham i lysegrå trøje ved den gule dims.

Efter denne dag, kom resten helt af sig selv!

Nå, for at komme tilbage til glæden ved at starte – så er det meget muligt at glæden kun omfatter brugen af den helt nye skoletaske, samt gensynet med alle vennerne. Men det er da en god begyndelse!

Han har aldrig glædet sig til den danske skole. Man går jo heller ikke rundt og glæder sig til at føle sig dum.

I Frankrig er det sådan, at man skifter lærer hvert år – og i underskolen 0-5 kl. har man kun 1 lærer til alle fag!

Jeg ved at hans nye lærer er meget sød og dygtig, og at han godt kan lide hende, at hun ydermere samarbejder med hans lærer fra sidste år, er beroligende – så der forlanges sandsynligvis ikke for meget af hans franskkundskaber.

Bedre skolestart kunne jeg ikke ønske for ham.

Og det var så én!

Ikke helt efter planen og så noget om sportsånd

Som sagt var jeg lørdag dødtræt af børn, og glædede mig i det hele taget til, at de snart ville opholde sig en del mere i andre lokaler, end de som er til rådighed på Æblebakken.

Men så kom der en på motocross og gav mig en blomst og så var jeg jo solgt. Alt var fryd og gammen lige indtil Zorronaldo ringede.

Som var taget af sted tidligt til en eller anden fodboldturnering. Og som nu havde ret ondt i sin skulder, fordi han var blevet tacklet. At han nu var han in town again og i øvrigt godt ville hentes.

Jeg skulle lige til at sige, at han altså godt kunne gå de par kilometer hjem selv, da han sagde at han havde haft så ondt at han ikke engang kunne spille finalen – som holdet så tabte.

Så var jeg jo godt klar over at den var helt gal. Og da jeg samlede ham op, var han helt hvid i hovedet.

Direkte på skadestuen. Der kunne man så konstatere at han havde brækket kravebenet. Et meget flot billede underbyggede deres teori – og selv jeg – som absolut ikke er lægeligt anlagt, kunne godt se at det der, det var brækket.

kraveben

Desværre var de ikke i besiddelse af sådan en smart 8-tals forbinding – i hans størrelse – og de sagde så at vi kunne købe en på apoteket mandag og at det ikke var et problem at rende rundt med et brækket kraveben så længe man forholdt sig i ro.

Muligvis var det ikke et problem for dem – men det var det i allerhøjeste grad for mig – så vi tog direkte fra den ene skadestue – til den anden, i Caen, 55 minutter væk. Vi havde jo absolut ingen planer for vores lørdag aften, så den kunne vi ligeså godt tilbringe i godt selskab med hinanden og vores sårede søn og tjekke forskellige skadestuer ud.

Der var der heldigvis ikke nogen ventetid i Caen – og selvom Zorronaldo var noget forbavset over at skulle på børneafdelingen – hvor der forefandtes bleer i alle størrelser samt babyvægt, så var han glad for endelig at kunne blive forbundet og få aflastet sin skulder som efterhånden var begyndt at dunke noget.

Heldigvis skal han ikke opereres, blot holde sig helt i ro i 4-6 uger, alt efter hvor seriøs han var.

Men hans største bekymring er såmænd hvordan det skal gå holdet, mens han ikke er der til at redde dem alle sammen. Det er ligeledes holdets største bekymring. Vores bekymring går mere på, når han er tilbage igen.

Problemet er, at Zorronaldo har talent, rigtigt meget talent, for at lege med bold.

Derfor spiller han på et niveau med drenge som er op til 2-3 år ældre end ham, og når de tager til turnering, hvad de ofte gør, vinder de alt hvad de kommer i nærheden af.. lige indtil modstanderne bliver trætte af min søn, og derefter udelukkende går efter at lægge ham ned.

De er ikke engang interesserede i at spille mere – blot at uskadeliggøre min lille lange målkonge.

Og det endte altså galt i går, og jeg kunne ønske mig at det aldrig vil være værre end dette, for det er nok ikke sidste gang det sker.

Alt for ofte går de over stregen for hvad der er god sportsånd. Jeg får lyst til at give dem buksevand og det der er værre – fordi de ikke kan spille ordentligt.

Søndagskagen #15

I dag skal vi på en lille tur!

En rejse fra Paris til Brest (OG ja – man udtaler alle bogstaver i Brest – uagtet det pjat I har lært i fransktimerne!)

Paris-Brest

Men altså en Paris-Brest er faktisk en cykelkage. Det er vandbakkelse med en crème mousseline midt i,  som smager lidt af nødder, og drysset med mandelsplitter.

Den smager sindssygt godt. Sådan lidt sofistikeret fastelavnsbolleagtig.

Nå – for at komme tilbage til det med cyklen, så er der et cykelløb som blev startet i 1891 af en Pierre Giffard og for at fejre 20 året for dette cykelløb, bad han en konditor om at lave en kage som skulle ligne et cykelhjul..

Nogle steder bager man dem stadig med “eger” lavet af brødstrimler som dengang i 1910 da den første Paris-Brest kage så dagens lys.

I dag så den dagens lys – og mørke – på Æblebakken!

GLEM hvad jeg sagde igår..

Jeg tager hvert et ord tilbage – jeg vil gerne være sammen med mine børn – HELE tiden.. Okay så, måske ikke hele tiden, men meget.

Uimodståeligt i hvert fald, at blive forstyrret ved at det banker på vinduet og når man åbner det, står der en glad Gårdmand Bjørn, som rækker denne frem mod mig og siger: “Den er til dig mor, det er en marguerit!”

IMG_5302

Og det var jo det, det var!

Older posts