• ···

Blondine i vand

Adspurgt var ingen i humør til et gensyn med Atlanterhavet – ihukommende sidste besøg. De foretrak poolens rolige vande, velvidende at de skumsprøjt de kunne blive udsat for der, ikke ville forhindre dem i at komme op til overfladen igen.

Så det blev kun til en lille gåtur ud til vandkanten for en mindre del af familien, samt Blondinen . Hun var i turens anledning, blevet sluppet løs så hun kunne snuse rundt som det lystede hende – men så tog pokker ved hende og hun løb direkte ud i de store bølger.

IMG_4888

Hun galopperede glad ud og hoppede rundt i bølgerne, og morede sig som en fisk i olie.

IMG_4891

Jeg har haft en del hunde, men ingen har været så vandglade som hende.

IMG_4900

Hermed slutter så suppekogningen på dette års campingferie, idet jeg absolut ikke kan pine flere indlæg ud af den oplevelse.

Vi har nu ferie igen – denne gang i Danmark, så indlæggene kunne derfor godt gå hen og blive lettere sporadiske.

Men lad os nu se!

Candyfloss

På en regnvejrsdag – hvor eneste løsning for ikke at give sig til at bide af hinanden på de 12m2 – var at køre en tur. Det regnede så meget, at vi ikke engang gad gå ud af bilen, for at tage billeder af det ualmindelige grå vejr. Man kunne knap nok se hvor havet sluttede og himlen begyndte.

IMG_4863

Vi åbnede lige vinduet på klem, tog billedet og skyndte os derpå at lukke igen – og så kunne vi ellers tørre en mindre syndflod op fra indersiden af bildøren.

Det var en dag som indbød til indtagelse af denne slags måltider:

IMG_4872

På vej tilbage til campingpladsen kom vi forbi et havnetivoli – stadig i regnvejr – I ved, 4 forkølede karruseller, og 12 boder med spiseligt skrammel. Og candyfloss.

De som kender mig lidt bedre – ved at jeg bestemt ikke med min gode vilje accepterer at have candyfloss i nærheden af mig selv og mit afkom. Sukker og farvestof. Brrr.

Ikke desto mindre har det været et meget meget højt ønske hos Prinsesse Lyserød, i mange år faktisk, at indtage sådan en gang opsvulmet vat med E-numre.

Divaen smagte for år tilbage og ved at det kan hun ikke lide, Gårdmand Bjørn har smagt for nylig og kan absolut heller ikke lide det. Zorronaldo må slet få den slags, så det er så nemt!

Men prinsessen havde dette høje ønske og min modvilje blev skyllet væk med regnen, jeg lukkede øjnene og gav hende lov til at købe den mindste..

Den allermindste…

IMG_4876

Og hun kunne naturligvis godt lide det.

Indlæg nr. 200

Så kom jeg pludselig til at se på tælleren, at der var 200 indlæg. I går. Så dette er egentligt indlæg nr. 201.

Nu var det faktisk oprindeligt sådan at nr. 200 skulle have været det bedste nogensinde.

Og ret beset var jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville være mit gennembrud. Med indlæg 200 skulle jeg opdages og omtales i et eller andet talkshow.

Folk ville flokkes om min helt igennem fantastiske blog, og der ville komme en stor film kontrakt. Vi ville blive berømte og tjene en masse penge.

Og så ville mine unger blive sådan nogle forkælede og tankeløse nogen, som bare kunne få hvad de pegede på, hvorpå de til sidst ville ende i noget snavs, i stil med Lindsey, for nu ikke at sige Amy..

Så da det gik op for mig hvilket stort ansvar der hvilede på mine skuldre – skyndte jeg mig at springe indlæg 200 over.

For jeg vil alligevel ikke have deres undergang på samvittigheden. Og de der 15 minutes of fame har jeg altså haft. Og kunnet konstatere at der ER vigtigere ting i verden. Sjovt var det – men så vigtigt var det nu heller ikke.

Så i stedet for, kan I passende få en lille forklaring på hvorfor jeg godt vil beholde mine unger som de er – i stedet for de forkælede ødeland jeg uvægerligt vil få hvis jeg havde skrevet det perfekte blogindlæg nr. 200:

En dag i sidste uge på campingpladsen kom Gårdmand Bjørn blæsende på sin cykel – med den nye kammerat i hælene – og kom forpustet op ad trappen til terrassen og spurgte stakåndet om han måtte få en euro.

Med euroen i hånden, forsvandt han ligeså hurtigt som han var kommet.

Og jeg nåede dårligt at sætte mig tilrette med min bog igen, før han var tilbage og stod og rakte en lille pose frem mod mig ”Den er til dig mor”

Og jeg åbnede overrasket for dette:

IMG_4996

Og min lille Bjørn fik et kæmpeknus.

Hvis sandheden skal frem – og det skal den ikke – men jeg kan da godt sige lige så stille, og kun hvis I ikke siger det til ham, at de er en anelse for små, så det er kun med en anseelig mængde håndlotion jeg overhovedet er i stand til at tage dem på.

De klirrer meget smukt imod hinanden, men den larm kan jeg jo ikke sove med, så jeg er tvunget til at vride dem af hver aften. I hvert fald de dage hvor jeg har rødt tøj på – og det har jeg tit.

Nå, senere samme dag, var vi ude og gå en tur på pladsen, og jeg endte ved en af de boder hvor man kan købe alskens absolut uundværlige ting og sager. Pludselig kom damen der stod i boden frem og sagde vidende: “ååååh DU er moderen”..

Jeg må have set meget uforstående ud, for hun grinte og skyndte sig at sige at hun havde solgt armbåndene til Gårdmand Bjørn. Først spurgte hun ham om det var til hans ”Chérie” (Kæreste) hvortil han indigneret svarede ”Neeej, det er da til min mor”.

”Nåårh din Mor-chérie, altså” sagde damen. Og han havde svaret ligeså nøgternt: ”ja, det er det vel – jeg elsker hende i hvert fald.”

SMELT!

Mad-fri

Nu har I hørt mig jamre over at skulle lave 2 varme måltider mad til mange mennesker hver dag, meget længe. Og endelig oprandt sidste uge – ugen med campingferie og allervigtigst: ugen hvor jeg ikke skulle kokkerere. Som om det overhovedet kunne lade sig gøre..

Men jeg gjorde hvad jeg kunne. Og lagde hårdt ud, med at lave pasta og kødsauce lørdag aften da vi ankom til campingpladsen..

Fordi jeg naturligvis havde glemt jeg ikke ville lave mad.

Og derfor kom jeg til at affodre de vilde horder alligevel. Og SÅ skulle det også være slut. Så næste aften bestilte vi kylling og pommes frites. Har ikke ret meget med en indtørret dansk frituregrillkylling og våd agurkesalat – bare så I lige ved det.

Det smagte vidunderligt.

Og så skulle vi ud og købe ind – og jeg var behjælpelig med at finde nemme retter der stort set kun skulle varmes. Posebiksemad, kartonsuppe, pizza-kit og den slags skod mad.

Første aften gik det sådan set meget godt, biksemaden skulle jo bare varmes og der skulle laves spejlæg. Dagen efter blev det en anelse mere kompliceret, for da skulle pizzaerne varmes – i ovnen.

Jeg var begravet i en bog og hørte ikke ret meget efter. Fast besluttet på IKKE at lave mad eller hjælpe til overhovedet. Men det gik efterhånden op for mig at de ikke kunne få pizzaerne varmet, for ovnen var kold og der var en del uenighed blandt de 5 andre medlemmer af familien hvorvidt den overhovedet virkede.

De har stået og bikset og bakset med den åndssvage ovn i over ½ time og der var intet sket – ikke så meget som en enkelt grad var temperaturen steget derinde og pizzaerne var stadig lige iskolde. Og pludselig er der en af de 5 som udbryder – det er da en gasovn. Og SÅ grinede jeg så meget jeg var ved at trille ned af den meget grimme og lyseblå plastiksofa.

Og 10 øjne stirrede misbilligende på mig – og nogen sagde de altså ikke fattede hvorfor det var så morsomt.

Så blev en eller anden sendt op til kiosken efter tændstikker – så gik der yderligere 10 minutter med det – og der kom endelig ild i ovnen – mens jeg stadig grinte så meget, jeg efterhånden havde noget ondt i maven! Vi fik mad noget sent den dag..

Da vi, nåårh nej, da de skulle bruge ovnen den sidste dag, siger en anden: hvad er det mon for en knap – klik klik – nej se der er sådan en indbygget gnisttænder – vi havde ikke engang behøvet at bruge 10 minutter på at hente tændstikker.

Og så kom jeg desværre til at grine igen. Seancen endte dog med varm pizza..

IMG_4917

Nu er jeg dog helt holdt op med at grine – fordi vi er for længst kommet hjem og jeg har fundet mine kødgryder frem igen.

Jeg håber lidt at få, bare en eneste madfri dag igen, i Danmark – bare som erstatning for den lørdag hvor jeg glemte det.

Skadestue og andres lortemøgunger

Følgende indlæg er muligvis skrevet i voldsom affekt og krise. Jeg garanterer heller ikke mod en anelse hysteri. Og det er så blevet derefter!

Som sagt endte vi på skadestuen en af de formiddage hvor solen skinnede varmt fra en skyfri himmel – ikke ret fair når vi kunne have ligget ved poolen i stedet. Men sådan er det jo uvægerligt!

Men det var ikke engang det værste – det værste var at nogen, som var stor – gjorde onde ting ved MIN SØN.

Det turde han sikkert kun gøre, fordi han ikke kendte mig, kan jeg godt fortælle jer.

Men lad mig begynde med begyndelsen:

En aften hvor der skulle være en god koncert med et lokalt band, var det meste af familien, inklusive blondinen, at finde på den store aktivitetsplads, med vippende fodsåler og rokkende hofter. Det var trods alt bedre end karaoke…

Men der blev pludselig røre, idet Prinsesse Lyserød med meget brask og bram, krydret med store armbevægelser, kunne meddele at hendes – i dagens anledning højtelskede lillebror – var blevet maltrakteret af et væmmeligt bæst af en dreng.. På 14!! Kastet ned fra en rutsjebane og sparket på.. Jo..

Jeg fik en meget beskidt og hævet hånd at se – og First Man blev sat i spidsen for sygehjemtransporten, bistået af den nye legekammerat der også havde fået noget hårdt i hovedet, af samme monster.

Jeg selv stod i spidsen for det opsøgende politiarbejde, for at finde og identificere møgungen, da jeg jo som bekendt slet ikke er så cool til at håndtere ulykker, som First Man. Det gik ikke ret godt, det med at finde forbryderen, idet vi ikke havde andet at gå efter end ”stor dreng med blå bluse”.

Dem var der en ganske anseelig del af. Og jeg kunne jo af indlysende årsager ikke så godt gå hen og knurre af dem alle sammen. Selvom lysten var der!

Hjemme på terrassen sad en stille og bleg Gårdmand Bjørn med 2 fingre så tykke som langelandske medisterpølser, i en ispose..

Næste morgen drog vi af sted til nærmeste skadestue, en køretur på godt 45 minutter. Vi kom på rette tidspunkt og skulle vente i 8 minutter.

En læge trykkede ham på hånden, vendte medisterpølserne en gang og sendte ham direkte i røntgen.

De så eftersigende ikke brækkede ud – men da det var svært at se på børneknogler – fik han dem alligevel tapet op og vi fik besked på at se noget mere læge sådan ligesom idag eller i morgen.

Netop som vi kørte tilbage ind igennem porten til campingpladsen, siger Gårdmanden: “der er han”  hvorpå jeg fløj ud af bilen.

Det var vitterligt ikke for at råbe af drengen – men for at fortælle hvad han egentlig havde gjort – samt at sige til hans forældre at de måske skulle forslå deres søn at lege med nogle på sin egen alder – hvilket vil sige 5 år ældre end Gårdmand Bjørn og hans kammerat, som jo kun er 9 år.

Jeg nåede dårligt at fortælle drengen hvad der var sket, med min søn, aftenen før da han – udover alt det andet – havde anbragt et spark på min søns hånd, før hans rappedulle af en mor sagde at det var i hvert fald ikke hendes søn som gjorde sådan noget – at sparke på små drenges fingre..

Øhh nå – og vidner og sådan – der var godt nok ikke noget Ekstra Blad i nærheden der havde foreviget hele misdåden, men alle de 9-10 årige drenge havde da set det.. Nå så okay nok ikke alle – men nok til at der var en del forargede smådrenge som var klar til at vidne!

Imidlertid nåede drengen faktisk at sige undskyld til Gårdmand Bjørn, som storsindet sagde: “det er okay det gør ikke noget” hvorpå furien vendte om og fortsatte sin vej mod poolen. Faderen kiggede undskyldende bagud – og First Man og jeg konstaterede at nogle var mere lydhøre end andre.

Nå, hånden er stadig tapet op – medisterpølserne er blevet til knækpølser – blå knækpølser, det af dem som er synligt i hvert fald – men gør dog ikke mere ondt end at han er i stand til at spille Lego Batman på PS2 indtil vi har en tid hos en knoglereparatør i morgen, som kan bekræfte at der ikke er andet galt.

IMG_4967Men det ændrer ikke på, at nogen gjorde ondt på min søn og jeg ønsker ham onde drømme i mindst 2 nætter, ucharmerende hårvækst i næse og ører samt glatte snørebånd, resten af hans liv. Blev der sagt. Altså møgbarnet – ikke min søn.. Min søn har nemlig velcro.

Older posts