• ···

Morgenmad

Med mit forhold til blod og nåle og den slags, er det direkte rædselsfuldt at skulle have taget blodprøver – når man så oven i købet skal være fastende, grænser det til noget nær tortur. Ikke at jeg normalt spiser morgenmad sammen med de andre – jeg venter gerne til alle er kommet i skole – men som så meget andet – når det ikke kan lade sig gøre – så bliver det pludseligt til det eneste i verden man overhovedet har lyst til – og det skal være nu.

Sådan var min skæbne i går morges, og mit humør var, om ikke langt under nulpunktet, så i hvert fald tilstrækkeligt langt nede til, at jeg var til fare for mine omgivelser, da jeg endelig blev sluppet fri af de blodtørstige damer, som med deres ækle udstyr, forveksler mig med en nålepude. Bare for sjov..

Så i et usandsynligt dårligt humør, med højt knurrende mave, kom jeg utilpas – og meget sulten – hjem igen til dette forjættende syn:

morgenmad

Morgenmad – som bare var klar. Og te i min nye kop. Eller nye og nye, den jeg fik til jul. Men bare ved synet af bakken, gav jeg mig til at smile igen.

Okay, der er så en hel del mad, jeg ved det godt.. Men det er altså kun fordi det er Prinsesse Lyserød – yngstepigen – som har lavet bakken.

Og med hendes voldsomt svingende blodsukker, ser hun altid mad i meget stor målestok. Altså, er der rigelige mængder.

Jeg delte med hende – det var måske også planen fra starten, men det er så okay – det var skønt at komme hjem til!

2 minutters stilhed

Ahh.. Hver morgen har vi 2 minutters stilhed fordi Prinsesse Lyserød – bedre kendt under navnet yngstepigen – tager medicin.

Det er nogle dråber hun skal have under tungen og vente 2 minutter med at sluge.

Og i de 2 minutter kan vi andre så nå verden rundt – og tilbage igen – uden at blive afbrudt. Fantastisk.

Hidtil har det jo bare været morsomt at stille hende spørgsmål, hun naturligvis ikke kan svare på.

Men kvaliteten af disse 2 minutter kom særligt til udtryk i forgårs, da ældstesøn uforvarende kom til at kvase en plastik vandflaske, som var specielt indkøbt til et af yngstepigens skoleprojekter. Da han stod med den sammenkrøllede flaske i hænderne – og jeg nåede at sige “UPS da også” lagde jeg samtidigt mærke til hvor dejligt stille der var.

Under normale omstændigheder ville Prinsessen have råbt meget højt og dramatisk – og var sikkert trampet op på sit værelse – og smækket med en masse døre, men nu, begrænset af sin medicinindtagelse – var der helt stille.

Hun havde godt nok meget vidtåbne øjne der nærmest var ved at poppe ud af hovedet på hende af bare ophidselse, da jeg kiggede over på hende, men da ældstesøn samtidigt nåede at blæse luft i flasken så den foldede sig ud og var så god som ny, nåede hun ikke engang halvvejs til et hysterisk – lydløst – anfald før hun var sit gamle selv igen – kunne sluge medicinen og fortsætte som intet var hændt.

Smart, tænkte vi – som er vant til en noget anden og mere larmende opførsel fra det kære barn! Selv ældstesøn, som udmærket kender sin lillesøsters temperament, så mærkelig lettet ud!

Faktisk burde man indføre 2 minutters tavshed for alle indimellem. Man kan virkelig nå at blive pissesur og runde de 100 på raseriskalaen, og så lige tænke over det, mens man brummer rundt deroppe, slappe af, og komme ned til 0 igen – og ingen har hørt eller se noget.

Eller jo, måske har nogen bemærket dampen der slippes ud, og man synes måske en kende rødere end vanligt, men ellers er man den samme. Og ingen har fået varige mén på trommehinder, nervøse trækninger ved øjnene eller den slags.

Tænk engang hvor ufatteligt mange skænderier man rent faktisk ville kunne undgå ved 2 minutters tvungen stilhed.

Det svarer lidt til at tælle til ti, men er jo langt fra lige så virkningsfuldt, fordi man i et medicin indtagende øjeblik, pinedød er nødt til at holde sin mund lukket. Jeg har jo regnet ud at man egentligt godt ville kunne larme temmelig meget med lukket mund – men det lader ikke til at Prinsessen har fundet ud af dette endnu – og vi kan bare håbe på at det ikke går op for hende.

Indtil da nyder vi andre de 2 minutters stilhed intenst!

Paparazzi

I stil med min personoplysningsparanoia, så ved jeg heller ikke lige, hvordan jeg skal gribe det an, med at hælde billeder ud over hele min blog.

Det er faktisk besynderligt – og de som kender mig kan vist nikke genkendende til det – jeg er som regel at finde bag et kamera. Jeg tager billeder af alting, hele tiden. Har altid et kamera med i tasken – for hvis nu.. Jeg når derfor sjældent selv at komme med på billederne, men jeg har 3 milliarder billeder af rigtigt mange andre ting – jeg har endda et billede af bulen i døren efter den brækkede finger – og jeg er vist noget af en belastning for mine omgivelser, når jeg går i gang.

Men den dag de så modtager en lille bog med billeder, eller en kalender, en kop eller noget andet gøgl, så bliver jeg dog som regel hurtigt tilgivet for mine paparazzistiske tendenser. (Prøv IKKE på at udtale det..)

Nu har nogen spurgt, om der ikke var nogle flere billeder, og det er der naturligvis.

Men det indebærer at jeg skal tænke over om jeg vil have min blog plastret til med billeder af det royale firkløver.

Og noget blondine.

Jeg kunne også bare smide nogle billeder på, og lade som om det slet ikke var os – men nogle som lige kom der forbi.

Det tror jeg bliver løsningen! Det er der ikke nogen som opdager alligevel – billederne er jo så små.

IMG_3663

Vi starter med dette vellignende billede af yngstedrengen og jeg – på vej til skole – sidste mandag.

Sommer i Frankrig 013

Dette er nogen børn på vej hjem til Æblebakken efter en gårtur i byen lige da vi var kommet.

IMG_2981

Og dette er den udsøgte udsigt fra mit ene køkkenvindue – og godt med zoom. Der er noget pænt lys på kuplen, om aftenen.

Men der skal også være plads til hverdagens drama!!

Sommer 2010 202

Her ses ældstedatter, yngstepigen og blondinen i baggrunden, på sydsiden af Æblebakken. Den opmærksomme læser vil straks bide mærke i de to lyse spor midt i græsset. Det gjorde ældstedatter også – bed i det. Græsset altså.

I starten tid vidste vi ikke helt hvor langt Æblebakken fortsatte, og om det var sådan at man kunne lade blondinen løbe frit, så en aften ville ældstedatter gå en tur og tog derfor blondinen i snor.

Omtrent der hvor jeg står og tager billedet, er der et lille buskads. Da de var nået hertil, stod ældstedatter stille for at sikre sig at naboens hund ikke også var løs, og hun så i første omgang ikke starten, af det som videre skete.

En kat sad på lur i buskadset, og den havde nok ikke den største lyst til at blive lige der, med blondinen i så ubehagelig nærhed. Altså satte katten afsted i et mægtigt spring – forbi blondinen – faktisk nærmest hen over hovedet på hende, og ud over marken.

Ældstedatter fik et chok over det pludselige spetakel, og det resulterede naturligvis også i at blondinen satte efter katten med et fænomenalt spring.. og med nogen hængende efter sig – som stadig holdt fast på snoren, jo da – vel gjorde hun så!

Og hun blev faktisk trukket et temmeligt langt stykke, før hun fik åndsnærværelse nok til at give slip – hun landede derefter i en nydelig buket brændenælder..

Det visne græs er sporene af den lille liggende promenade hun tog sig. Hun kom hjem – uden blondine – noget bleg og med græspletter på knæene, røde pletter på hænderne og græstotter i håret, og en anelse vrissen på sin ellers elskede hund – der kom halsende hjem kort tid efter – vældig glad og tilfreds med sin indsats som kattejager.

Et par dage efter ville jeg med en tur ud over marken, og ældstedatter siger så: “se – det var der jeg faldt” og peger på det visne spor. Græsset er simpelthen blevet flået op – og visnet. Stakkels græs. Og jeg skyndte mig at tage et billede.

Flere billeder en anden dag!

Renlighed..

Renlighed er en god ting.

Med indtil flere sportsfanatikere i den royale familie, er dette en helt åbenlys nødvendighed. Og det er da heller ikke noget problem når de kommer hjem fra fodboldkampe, boksetræning eller løbeture. Det vil sige – dagligt bad til alle!

Men.. nogen gange – i ferier eller weekender for eksempel – hvor jeg ikke lige våger som en høg, over deres almene hygiejniske tilstand – kan det  altså godt smutte. Ingen – mig altså – har helt styr på præcis hvornår hvem, sidst var at finde på badeværelset, aktiv med vand og sæbe.

Ja, nu er det jo ikke sådan at I skal tilkalde kommunen når vi kommer hjem – der går altså sjældent mere end 2 dage før en umiskendelig duft af sure tæer bringer mig tilbage til virkeligheden og sender indehaveren i bad.

Men i lørdags kom yngstepigen mig i forkøbet. Hun snusede kraftigt ind i nærheden af sin lillebror.. og spurgte forsigtigt om han ikke snart skulle i bad eller have en ren pyjamas på – for han lugtede ikke ret godt.

Jeg snusede til hans pyjamas – og hans nakke – ingen suspekte lugte der, hvilket jeg meddelte den omkringstående forsamling, der afventede min dom.

Så siger yngstedreng med et venligt oplysende smil: ”Jamen, så er det måske min numse..”

Han kom i bad på stedet.

Older posts